Hvad skovfeen fortalte - uddrag af Madeline Rundstens roman: Tvillingen ≈Sylvia≈

Madeline Rundsten

TVILLINGEN

≈ SYLVIA ≈

Beretning om en tvilling og hans hede romance

DET STORE BLACK-OUT. Madeline Rundstens epilog

Den 23. september 2003 indtrådte først på eftermiddagen den store strøm-afbrydelse, som lammede Sjælland samt store dele af Sverige med sit elektro-epileptiske black-out. Elevatorerne sad fast, S-tog stod stille, computerne forstummede, ramt af afasi. Var årsagen en tilfældig teknisk fejl, eller var det et terroranslag, altså skæbne? Det er i grunden underordnet, faktum er, at selve tiden stod stille. Kunstmaleren Mikaël Latour, der anfører sit referendum på de næstfølgende sider, sad fast i metroen, på vej fra Christianshavn til Nørreport, hvor han ville skifte til et S-tog, der ville føre ham til Klampenborg med nøgler til psykologens lejlighed, nøgler tilsendt vedlagt et forvildet brev. Hér dybt nede under jorden gik lyset pludselig ud, toget sagtnede farten, for at gå i stå, højttaleranlægget tav. Da k maleren i det overfyldte tog, hvor rygtet om et større strømnedbrud via mobiler forplantede sig som en steppebrand, øje på en metrosteward, der forsøgte at styre det førerløse tog manuelt, før han panisk oprømt brød hulkende sammen med sit formørkede sind, idet han råbte: »Jeg er Mabuses tvilling. Alle skal dø! Alle skal dø!« Det varede længe, inden dørene åbnede sig for de iltfattige togkabiner, og man ad nødfortovet kunne flygte op ad de mange trapper. Latour genkendte stewarden i den kitgrå uniformsvindjakke som ingen ringere end psykologens bror.

KUNSTMALERENS REFERENDUM. HØSTEN 2003

Jeg, kunstmaleren Mikaël Latour, har fornylig udført et bestillingsportræt af Sylvia, og det er så min tilgang til historien. Situationen er dog kompliceret af, at tante Marie tilfældigvis sidder i uskiftet bo efter tvillingebrødrenes far. Anibas kaldte mig »LOLA ER MIT KUA«, hvilket er et anagram. Desuden har jeg været udsat for en tildragelse, der kan uddybe opfattelsen af denne fr. Vost, og illustrere hendes nuværende prekære situation. Det var vinteren 2002/2003. Hun og psykologen kom ca. hver anden uge. Forster van den Bruck ville også bedst have sådan, »stille og roligt«, som hun tit sagde. Et udpræget smukt ansigt, lidt i stil med Marisa Berenson (datteren til kunsthistorikeren, der spiller komponistens kone i Døden i Venedig) – spinkel skikkelse. I marts blev sessionerne imidlertid afbrudt, og jeg havde endnu ikke fået tegnet hænderne. Frk. von Vorst droppede min ven, hans tvillingebror stjal hende vist, ham havde jeg ingen rigtig kontakt med, bortset fra i sommers, da han troppede op med fr. Voest trækkende efter sig. Hun kendte jo min adresse. Han ville frækt nok gerne have maleriet overdraget, men jeg var ikke færdig, der manglede noget kalligra, hænderne var jo heller ikke malet færdig. Han betroede mig, at han deltog i et komplot. Portrætterne var mere studiemateriale, der måske kunne afhændes til min ven psykologen, som vist er blevet meget syg på grund af den mærkelige, gådefulde og uhyggelige sygdom, der vist nu også, på uforklarlig vis har angrebet Sylvia Voerster. Siger man ikke, at øjnene ikke blot er sjælens spejl, men lige frem del af hjernen? Psykologen var været inde på noget lignende. Materie flød fra hendes betændte øjne. Det er ikke alt. For hun virkede mere indadvendt og fraværende, nærmest katatonisk, det kender jeg fra visse urolige (stress)modeller. Fru Vörster mumlede uforståelige, afbrudte sætninger. Efter at de var gået, ringede jeg til psykologen, han svarede ikke.

Jeg kender psykologen fra gamle dage i fægteklubben; vore veje krydsedes atter til en fest hos Lykke Aagaard for nogle år siden. Han kaldte mig for en Pygmalion. Det gælder formodentlig tillige både ham selv og tvillingebroderen. Ingen af dem er dog egentlige kunstnere, Ovids figur var billedhugger af idealiseret natur. Thi psykologen er selv en Pygmalion, fordi litteratur via Ovid, med de ofte livagtige skildringer, fuldgyldigt medvirker til propagandaens ædle merit, med andre ord også er kunst, som det fremgår af foranstående kunstfærdige, i sagens natur vældig virkelighedstro beretning.

9. september indløb mailen med Leni Riefenstahls død. Riefenstahl, skaberen af de nazistiske propagandafilm, blev 101, startede sin karriere som danseuse på film, og havde i begyndelsen af trediverne udfordret Marlene Dietrich som lmstar. Jeg har engang malet hendes portræt, bestilt af en amerikansk rigmand, der ikke vil have sit navn frem. Jeg var ved den lejlighed gæst i hendes hjem ved Starnberger See. Hun skulle bisættes fra Münchens Ostfriedhof om fredagen. Jeg bestilte en ybillet hos Lufthansa, regnede med at kunne indlogere mig hos venner i Grünwald. Om lørdagen besøgte jeg mine gamle fægtevenner, om søndagen gik jeg til en koncert med en strygekvartet af Henze, jubilæumskoncerten i anledning af Adornos 100-årsdag var udsolgt.

Aftenen opfyldtes af det svenske »Referendum« om den arrogante, tysk-franske papirflyver-valuta, det endte lykkeligvis med et nej. Mandag tilbage til Fryars »København«, på bagagebåndet i Kastrup dukkede en ukendt bevidstløs mand op med væskende øjne. Metroen kørte selvfølgelig ikke, en dør var ået af i farten. Jeg havde fået sat dansk taletidskort i mobilen, tågede beskeder fra dels psykologen, dels uhyre spagt og vagt fra »søsteren« Sylvia.

En sindssyg stod bag mordet, der måske var bestilt, på Anna Lindh.

Mandag 15.09.03. Jordskælv i Italien. Hjemme på Christianshavn lå Sylvia Voster sammenkrøbet foran døren. Mørket var faldet på. Jeg hjalp frk. Förster ind, indbragte hende så til skadestuen. Hun var frygtelig afmagret, der manglede bare en stribet fangedragt. Gul materie ød ud ad de sammenklistrede øjne. Hun løb risikoen for at skade synet varigt. Heldigvis har jeg elevator. Hun havde opsøgt psykologen, han var ikke hjemme, for han er indlagt, fru Vorst havde i det mellemliggende halve år boet hos hans bror, havde netop opsagt lejemålet i Brøndbyøster. Den onde bror (der siden har drevet telefonterror selv på mig) havde skældt hende ud, sparket til hende, truet hende, tydeligvis misbrugt og udnyttet hende, hun var både gul og blå, havde kastet hende rundt i lokalet. Hun var humpende flygtet fra hans lejlighed og ned på Dag Hammerskjolds Allé. Alle disse enæggede tvillinger med deres syndrom!

Jeg mener, at der er grundlag for politianmeldelse for vanrøgt.

Hun virker temmelig hjælpeløs, slæber benene efter sig, er stærkt psykotisk. Fik hende fra skadestuen indlagt på Rigshospitalet, på psykiatrisk. Den kroniske øjenbetændelse hænger utvivlsomt sammen med anoreksi og underernæring. Det er slet ikke den fr. Sylvia Vorster, jeg husker fra dengang.

Sylvia Förster von der Brücke har ingen andre pårørende, og hendes

ekskæreste er indlagt for sin frygtelige sygdom. Jeg anså det følgelig for ikke blot bydende nødvendigt, men tillige som min hellige pligt at besøge kvindemennesket på hospitalet, selvom hun så frygtelig medtaget og dinglende ud.

Jeg kom i skumringstimen, der var ikke tændt elektrisk lys. Jeg ved ikke, hvor længe det nervemedicin er om at virke, men frk. Fosters psykiske og psykosomatiske tilstand var, om end ikke forværret, så dog alarmerende. Det var ganske vidst muligt at opnå kontakt med hende, men hun virkede meget introvert, afbrød hele tiden sig selv med mærkelige tegn og fakter og det var temmelig umuligt at føre en samtale med hende. Hun var også underlig i vinters, men man kunne dog føre end om end forskruet samtale med hende, holde en konversation i gang, mens jeg tegnede hende. Jeg fortalte, at jeg havde udført et stort portræt af hende. Hun følte sig smigret, ville gerne se det, men jeg tror ikke, at det er en god idé at jeg på nuværende tidspunkt præsenterer hende for det store maleri, eftersom det er en allegorisk fremstilling af hendes diagnose. Jeg vil foreslå ham, i tilfælde af hans død, at hun kan arve hans Bellavista-lejlighed. Sylvia Vorster har et stort plejebehov. Jeg kan desangående ikke opnå kontakt til fortælleren af denne beretning, han svæver mellem liv og død, tvillingesyndromet i den terminale fase. For at undgå sin plageånd, er han gået under jorden; vedholdende rygter peger dog på en epidemiologisk afdeling tilknyttet et sygehus ved Ring II. Og jeg skal ikke risikere noget, selvom jeg som ikke-tvilling næppe er i farezonen. Jeg har for eksempel en søster, der i tide og utide farer til Afrika, uden frygt for hverken ebola, legionærsyge eller aids. Holder mig væk. Fru van Vost opbevarede beretningen på disc, jeg skal nu kommentere den! Afhandlingen var slettet.

Rygterne om Sylvia Förster von Brocks graviditet, som jeg har fra psykologen, har intet på sig, i sin anorektiske tilstand er hun overhovedet ikke i stand til at blive gravid. Det kunne også lige passe. Hvilken malheur! Har netop til aften, 22. september, besøgt Sylvia på afd. O (hun er i god bedring), vi så begyndelsen på en Harlequin-tv-film om en alkoholiseret modemannequin, der lader sin fem pund tungere tvillingesøster, som ikke er vant til at gå catwalk på høje stiletter, blive stand-in til opvisningen i Paris.

Vil frk. Voster redde synet? Videre: »Komme til hægterne«, normaliseres, i det mindste stabiliseres, så den onde broders indflydelse udlignes og ophæves. Vil han gøre alvor af sine trusler (jeg har jo set hans pistol)?

Vil Sylvia returnere til den, som holdt hende som fange i et bur? Blive hans slave? Kan antipsykotisk medicin redde hende fra selvudslettelsen?

Vil den broder, der p.t. bor på Dag Hammerskjölds Allé, og har stjålet et halvt år af Sylvia von Forsters liv, gøre alvor af sine gale dødstrusler?

<>Kan man regne med recovery-modellen? I praksis?

Vil endelig farmakologiske landvindinger (i tolvte time) helbrede psykologen fra tvillingesyndromet, og definitivt nedkæmpe epidemien? Tør man ligefrem håbe på et mirakel? Dør han her? Hvis ikke, vil han da – som nu fr. Vorster – være henvist til at stirre ind i en væg fra morgen og til aften?

<>Fortsættes i » Skovfeen Sylvia. Og hvad Anibas fortalte « , hvor man kan fordybe sig i tvillingesyndromet og søge indsigt i dets mål:

Verdensherredømmet opnået gennem terrordestabilisering, svækkelse af åndskræfter, labilitet plus debilitet i en syvårig tilbagevendende, akkumulativ cyklus.

Historien om Madeline Rundstens roman klik her
MillennivMs forside klik her