Madeline Rundsten

 

TVILLINGEN

SYLVIA  

 

Beretning om en tvilling og hans hede romance



DET STORE BLACK-OUT. Madeline Rundstens epilog

Den 23. september 2003 indtrådte først på eftermiddagen den store strøm­-afbrydelse, som lammede Sjælland samt store dele af Sverige med sit elektro-epi­lep­­tis­­ke black-out. Elevatorerne sad fast, S-tog stod stille, computerne for­stum­me­de, ramt af afasi. Var årsagen en tilfældig teknisk fejl, eller var det et ter­ror­­anslag, altså skæbne? Det er i grunden underordnet, faktum er, at selve ti­d­en stod stil­­le. Kunstmaleren Mikaël Latour, der anfører sit refe­ren­dum på de næst­føl­gende sider, sad fast i metroen, på vej fra Chris­­­tianshavn til Nør­re­­­port, hvor han ville skifte til et S-tog, der ville føre ham til Klam­pen­­borg med nøg­ler til psykologens lejlighed, nøgler tilsendt vedlagt et for­vildet brev. Hér dybt nede under jorden gik lyset plud­selig ud, tog­et sagtnede far­ten, for at gå i stå, højt­taler­anlægget tav. Da k ma­­leren i det ov­er­fyldte tog, hvor ryg­tet om et større strømnedbrud via mo­biler for­plan­tede sig som en step­pe­brand, øje på en metrosteward, der forsøgte at sty­re det fø­rer­­­­­­løse tog ma­nu­elt, før han pa­nisk oprømt brød hulkende sammen med sit formørkede sind, idet han råbte: »Jeg er Mabuses tvilling. Alle skal dø! Alle skal dø!« Det va­­­re­de læn­ge, inden døre­­­ne åb­nede sig for de iltfattige tog­kabiner, og man ad nød­­­fortovet kunne flyg­te op ad de mange trapper. Latour genkend­­te ste­­­­­­war­d­­en i den kitgrå uni­forms­vind­­jakke som ingen ringere end psykolog­­ens bror.


KUNSTMALERENS REFERENDUM. HØSTEN 2003

Jeg, kunstmaleren Mikaël Latour, har fornylig udført et bestillingspor­træt af Syl­via, og det er så min tilgang til historien. Situationen er dog kom­pli­­ce­ret af, at tante Marie tilfældigvis sidder i uskiftet bo efter tvillingebrødrenes far.  Anibas kaldte mig »LOLA ER MIT KUA«, hvilket er et anagram. Desuden har jeg væ­­ret ud­sat for en tildragelse, der kan ud­dy­be op­­fat­­­­­telsen af denne fr. Vost, og il­lus­trere hendes nu­værende prekære situa­tion.  Det var vinteren 2002/2003. Hun og psyko­lo­g­en kom ca. hver an­den uge. For­ster van den Bruck vil­le og­så bedst have så­dan, »stille og roligt«, som hun tit sag­de. Et udpræget smukt ansigt, lidt i stil med Marisa Be­­renson (datteren til kunst­­­histo­ri­ke­ren, der spiller komponistens kone i Døden i Ve­­ne­dig) – spin­kel skik­­­­­­­­­­­kel­se. I marts blev ses­sionerne imid­lertid afbrudt, og jeg hav­de end­nu ik­ke fået teg­net hænderne. Frk. von Vorst drop­­pe­de min ven, hans tvil­­lingebror stjal hen­de vist, ham havde jeg in­gen rigtig kontakt med, bort­­set fra i sommers, da han trop­pede op med fr. Voest træk­­­­kende ef­ter sig.  Hun kendte jo min ad­res­­­­se. Han ville frækt nok ger­­ne have ma­­le­riet over­drag­­et, men jeg var ikke fær­­dig, der man­glede noget kalli­­gra, hæn­derne var jo heller ikke ma­­let færdig. Han betroede mig, at han deltog i et komplot. Portrætterne var mere stu­­­diema­te­riale, der må­ske kunne af­hænd­­es til min ven psykologen, som vist er ble­vet meget syg på grund af den mær­ke­li­­ge, gådefulde og uhyggelige syg­­dom, der vist nu og­så, på uforklarlig vis har an­­grebet Sylvia Voerster. Siger man ikke, at øjnene ik­­ke blot er sjæ­lens spejl, men lige frem del af hjernen? Psykologen var været inde på noget lig­­­­nen­­de. Materie flød fra hendes betændte øjne. Det er ikke alt. For hun vir­kede me­re ind­­­­­ad­vendt og fra­væ­­­ren­de, nærmest kata­to­nisk, det kender jeg fra visse u­­ro­li­ge (stress)model­­ler. Fru Vör­­­ster mumlede ufor­stå­elige, afbrudte sæt­­­nin­­­ger.  Ef­­­­­­­ter at de var gå­et, rin­­­­­gede jeg til psy­ko­log­en, han svarede ikke.

Jeg kender psykologen fra gamle dage i fægteklubben; vore veje kryd­­­­­sedes atter til en fest hos Lykke Aagaard for nogle år siden. Han kaldte mig for en Pygmalion. Det gælder formodentlig tillige både ham selv og tvil­­lin­­ge­bro­deren. In­gen af dem er dog egentlige kunstnere, Ovids figur var bil­­­­led­hug­­ger af ide­aliseret natur. Thi psykologen er selv en Pyg­­­ma­li­­on, fordi lit­te­­ra­­­tur via O­vid, med de ofte livagtige skil­d­­ring­er, fuldgyldigt medvirker til pro­­­­­­­­­pa­­gan­da­ens æd­le me­­rit, med andre ord også er kunst, som det frem­­­­går af for­­­­­­­­an­stå­en­de kunstfærdige, i sagens natur vældig virkelighedstro be­­­­­ret­­ning.

9. september indløb mailen med Leni Riefenstahls død. Riefenstahl, ska­­beren af de nazistiske propagandafilm, blev 101, startede sin karriere som dan­seu­­se på film, og havde i begyndelsen af trediverne udfordret Marlene Die­trich som lm­star. Jeg har engang malet hendes portræt, bestilt af en ame­ri­kansk rig­mand, der ikke vil have sit navn frem. Jeg var ved den lejlighed gæst i hendes hjem ved Starnberger See. Hun skulle bisættes fra Münchens Ost­­fried­hof om fredagen. Jeg bestilte en ybillet hos Lufthansa, regnede med at kunne ind­logere mig hos venner i Grünwald. Om lørdagen besøgte jeg mi­­ne gam­le fæg­tevenner, om søndagen gik jeg til en koncert med en stryge­kvar­tet af Hen­­ze, jubilæumskoncerten i anledning af Adornos 100-års­dag var ud­­solgt.

Aftenen opfyldtes af det svenske »Referendum« om den arrogante, tysk-franske pa­­pirflyver-va­lu­ta, det endte lykkeligvis med et nej. Mandag til­ba­ge til Fryars »København«, på bagagebåndet i Kastrup dukkede en ukendt be­vidstløs mand op med væskende øjne. Me­tro­­en kørte selvfølgelig ikke, en dør var ået af i far­­­­­ten. Jeg havde fået sat dansk taletidskort i mobilen, tågede be­­skeder fra dels psykologen, dels uhyre spagt og vagt fra »søsteren« Syl­vi­a.

En sindssyg stod bag mordet, der måske var bestilt, på Anna Lindh.

Mandag 15.09.03. Jordskælv i Italien. Hjemme på Chris­tianshavn lå Sylvia Voster sammenkrøbet foran døren. Mørket var faldet på. Jeg hjalp frk. Förster ind, indbragte hende så til skadestuen. Hun var frygtelig afmagret, der manglede bare en stribet fangedragt. Gul materie ød ud ad de sammen­klis­tre­­­­­de øjne. Hun løb risikoen for at skade synet varigt. Heldig­­vis har jeg eleva­­tor. Hun havde opsøgt psyko­log­­en, han var ikke hjemme, for han er indlagt, fru Vorst hav­­de i det mel­lem­lig­gen­de hal­­ve år boet hos hans bror, havde net­­op op­­sagt leje­­må­let i Brønd­­by­­øster. Den onde bror (der siden har drevet tele­fon­­ter­­ror selv på mig) hav­­de skældt hende ud, sparket til hende, truet hende, tyde­lig­vis mis­­­­­brugt og ud­nyt­­tet hende, hun var både gul og blå, havde kastet hen­de rundt i lo­kalet. Hun var hum­­pende flygtet fra hans lejlig­hed og ned på Dag Ham­­­­­­­mer­skjolds Allé. Alle disse en­­æg­gede tvil­linger med deres syndrom!

Jeg mener, at der er grund­lag for politian­­meldelse for van­røgt.

Hun virker temmelig hjæl­peløs, slæber benene efter sig, er stærkt psy­­­­­­­­kotisk. Fik hen­de fra ska­de­stuen indlagt på Rigshospitalet, på psy­kia­trisk. Den kroniske øjenbetændel­­se hæn­ger utvivl­­somt sammen med ano­reksi og un­d­erernæring. Det er slet ikke den fr. Sylvia Vorster, jeg husker fra dengang.

Sylvia Förster von der Brücke har ingen andre pårørende, og hendes

ekskæreste er indlagt for sin frygtelige sygdom. Jeg anså det følgelig for ikke blot bydende nød­ven­digt, men tillige som min hellige pligt at besøge kvinde­men­­nesket på hos­pi­talet, selvom hun så frygtelig medtaget og dinglende ud.

Jeg kom i skumringstimen, der var ikke tændt elektrisk lys. Jeg ved ikke, hvor længe det nervemedicin er om at virke, men frk. Fosters psykiske og psy­­­kosomatiske tilstand var, om end ikke forværret, så dog alarmerende. Det var ganske vidst muligt at opnå kontakt med hende, men hun virkede meg­et in­trovert, afbrød hele tiden sig selv med mærkelige tegn og fakter og det var temmelig umuligt at føre en samtale med hende. Hun var også un­der­lig i vin­ters, men man kunne dog føre end om end forskruet samtale med hende, hol­de en kon­versation i gang, mens jeg tegnede hende. Jeg for­talte, at jeg havde udført et stort portræt af hende. Hun følte sig smigret, ville gerne se det, men jeg tror ikke, at det er en god idé at jeg på nuværende tidspunkt præ­­­­­senterer hen­­de for det store maleri, eftersom det er en alle­gorisk frem­stil­ling af hendes diag­­nose. Jeg vil foreslå ham, i tilfælde af hans død, at hun kan arve hans Bellavista-lejlighed. Sylvia Vorster har et stort plejebehov. Jeg kan des­an­gående ikke opnå kontakt til for­tæl­leren af denne beret­ning, han svæver mellem liv og død, tvil­lin­ge­­­­syndromet i den ter­­­­­­­­­­­minale fa­se. For at und­­­­gå sin plageånd, er han gået un­der jor­­den; ved­­­hol­d­­ende rygter peger dog på en epi­de­mi­ologisk afdeling til­knyt­­­­tet et syge­­hus ved Ring II. Og jeg skal ikke ri­si­kere noget, selvom jeg som ik­ke-tvilling næppe er i farezonen. Jeg har for ek­sem­pel en søster, der i tide og uti­de fa­rer til Afri­­ka, uden frygt for hver­ken e­bola, le­gi­o­nærsyge eller aids. Hol­d­er mig væk. Fru van Vost op­bevarede be­ret­ningen på disc, jeg skal nu kom­men­tere den! Afhandlingen var slettet.

Rygterne om Sylvia Förster von Brocks graviditet, som jeg har fra psy­­­kolog­en, har intet på sig, i sin anorektiske tilstand er hun overhovedet ikke i stand til at blive gravid. Det kunne også lige passe. Hvilken malheur! Har netop til aften, 22. september, besøgt Sylvia på afd. O (hun er i god bed­­­­ring), vi så begyndelsen på en Harlequin-tv-film om en alkoholi­se­ret mo­­­de­­­­­­­­­­­man­ne­quin, der lader sin fem pund tungere tvillingesøster, som ikke er vant til at gå catwalk på høje stiletter, blive stand-in til opvisningen i Paris.

Vil frk. Voster redde synet? Videre: »Komme til hægterne«, nor­­­­ma­­­­li­seres, i det mindste stabiliseres, så den onde broders indflydelse ud­­lig­­nes og ophæves. Vil han gøre alvor af sine trusler (jeg har jo set hans pistol)?

Vil Sylvia returnere til den, som holdt hende som fange i et bur? Bli­­ve hans slave? Kan anti­psykotisk medicin redde hende fra selvudslettelsen?

Vil den broder, der p.t. bor på Dag Hammerskjölds Allé, og har stjå­­­­­­let et halvt år af Sylvia von Forsters liv, gøre alvor af sine gale dødstrusler?

<>Kan man regne med recovery-modellen? I praksis?

Vil endelig farmakologiske land­vind­in­ger (i tolv­­­te time) hel­­bre­de psy­­­­­­­­­­­­­­ko­logen fra tvil­linge­syn­dro­met, og definitivt ned­­­kæm­pe epi­­­­­de­­mi­­en? Tør man li­­­ge­­frem håbe på et mirakel? Dør han her? Hvis ik­­ke, vil han da – som nu fr. Vorster – være henvist til at stirre ind i en væg fra mor­gen og til af­ten?

<>Fortsættes i  » Skovfeen Sylvia. Og hvad Anibas fortalte « , hvor man kan for­dybe sig i tvillingesyndromet og søge indsigt i dets mål:

Verdensherredømmet opnået gennem terrordestabilisering, svækkelse af åndskræfter, labilitet plus debilitet i en syvårig tilbagevendende, akkumulativ cyklus.



Historien om Madeline Rundstens roman klik her
MillennivMs forside klik her