Madeline Rundsten
TVILLINGEN
≈ SYLVIA ≈
Beretning om en tvilling
og
hans hede romance
DET
STORE BLACK-OUT. Madeline Rundstens epilog
Den 23. september
2003
indtrådte først på eftermiddagen den store
strøm-afbrydelse, som lammede
Sjælland samt store dele af Sverige med sit
elektro-epileptiske black-out.
Elevatorerne sad fast, S-tog stod stille, computerne
forstummede, ramt af
afasi. Var årsagen en tilfældig teknisk fejl, eller var det
et terroranslag,
altså skæbne? Det er i grunden underordnet, faktum er, at
selve tiden stod
stille. Kunstmaleren Mikaël Latour, der anfører
sit referendum på de
næstfølgende
sider, sad fast i metroen, på vej fra
Christianshavn til Nørreport,
hvor
han ville skifte til et S-tog, der ville føre ham til
Klampenborg med nøgler
til psykologens lejlighed, nøgler tilsendt vedlagt et
forvildet brev. Hér dybt
nede under jorden gik lyset pludselig ud, toget sagtnede
farten, for at gå i
stå, højttaleranlægget tav. Da k
maleren i det overfyldte tog, hvor rygtet
om et større strømnedbrud via mobiler
forplantede sig som en steppebrand,
øje på en metrosteward, der forsøgte at styre
det førerløse tog
manuelt,
før han panisk oprømt brød hulkende sammen
med sit formørkede sind, idet han
råbte: »Jeg er Mabuses tvilling. Alle skal dø! Alle
skal dø!« Det varede
længe, inden dørene åbnede
sig for de iltfattige togkabiner, og man ad
nødfortovet kunne flygte op ad de mange
trapper. Latour genkendte
stewarden
i den kitgrå uniformsvindjakke som ingen
ringere end psykologens bror.
Jeg kender psykologen
fra gamle
dage i fægteklubben; vore veje krydsedes
atter til en fest hos Lykke
Aagaard for nogle år siden. Han kaldte mig for en Pygmalion. Det
gælder
formodentlig tillige både ham selv og
tvillingebroderen. Ingen af dem er
dog egentlige kunstnere, Ovids figur var
billedhugger af idealiseret
natur. Thi psykologen er selv en
Pygmalion, fordi
litteratur via Ovid,
med de ofte livagtige skildringer, fuldgyldigt
medvirker til
propagandaens
ædle merit, med andre ord også er kunst, som
det fremgår af
foranstående
kunstfærdige, i sagens natur vældig virkelighedstro
beretning.
9. september
indløb mailen med
Leni Riefenstahls død. Riefenstahl, skaberen af de
nazistiske propagandafilm,
blev 101, startede sin karriere som danseuse
på film, og havde i
begyndelsen af trediverne udfordret Marlene Dietrich som lmstar.
Jeg
har engang malet hendes portræt, bestilt af en
amerikansk rigmand, der ikke
vil have sit navn frem. Jeg var ved den lejlighed gæst i hendes
hjem ved
Starnberger See. Hun skulle bisættes fra Münchens
Ostfriedhof om fredagen.
Jeg bestilte en ybillet hos Lufthansa, regnede med at kunne
indlogere mig hos
venner i Grünwald. Om lørdagen besøgte jeg
mine gamle fægtevenner, om
søndagen gik jeg til en koncert med en strygekvartet
af Henze,
jubilæumskoncerten i anledning af Adornos 100-årsdag
var udsolgt.
Aftenen opfyldtes af
det
svenske »Referendum« om den arrogante, tysk-franske
papirflyver-valuta, det
endte lykkeligvis med et nej. Mandag tilbage til Fryars
»København«, på
bagagebåndet i Kastrup dukkede en ukendt bevidstløs
mand op med væskende øjne.
Metroen kørte selvfølgelig ikke, en
dør var ået af i farten. Jeg
havde
fået sat dansk taletidskort i mobilen, tågede
beskeder fra dels psykologen,
dels uhyre spagt og vagt fra »søsteren«
Sylvia.
En sindssyg stod bag
mordet,
der måske var bestilt, på Anna Lindh.
Mandag 15.09.03.
Jordskælv i
Italien. Hjemme på Christianshavn lå Sylvia Voster
sammenkrøbet foran døren.
Mørket var faldet på. Jeg hjalp frk. Förster ind,
indbragte hende så til
skadestuen. Hun var frygtelig afmagret, der manglede bare en stribet
fangedragt. Gul materie ød ud ad de
sammenklistrede øjne. Hun
løb
risikoen for at skade synet varigt. Heldigvis har jeg
elevator. Hun havde
opsøgt psykologen, han var ikke hjemme, for han
er indlagt, fru Vorst havde
i det mellemliggende halve år boet
hos hans bror, havde netop opsagt
lejemålet i
Brøndbyøster. Den onde bror (der
siden har drevet telefonterror
selv på mig) havde skældt hende ud, sparket til
hende, truet hende, tydeligvis
misbrugt og udnyttet hende, hun
var både gul og blå, havde kastet hende
rundt i lokalet. Hun var humpende flygtet fra hans
lejlighed og ned på Dag
Hammerskjolds Allé. Alle
disse enæggede tvillinger med deres
syndrom!
Jeg mener, at der er
grundlag
for politianmeldelse for vanrøgt.
Hun virker temmelig
hjælpeløs,
slæber benene efter sig, er stærkt
psykotisk. Fik hende fra
skadestuen
indlagt på Rigshospitalet, på psykiatrisk. Den
kroniske øjenbetændelse hænger
utvivlsomt sammen med anoreksi og
underernæring. Det er slet ikke den fr.
Sylvia Vorster, jeg husker fra dengang.
Sylvia Förster
von der Brücke
har ingen andre pårørende, og hendes
ekskæreste er
indlagt for sin
frygtelige sygdom. Jeg anså det følgelig for ikke blot
bydende nødvendigt,
men tillige som min hellige pligt at besøge
kvindemennesket på hospitalet,
selvom hun så frygtelig medtaget og dinglende ud.
Jeg kom i
skumringstimen, der
var ikke tændt elektrisk lys. Jeg ved ikke, hvor længe det
nervemedicin er om
at virke, men frk. Fosters psykiske og psykosomatiske
tilstand var, om end
ikke forværret, så dog alarmerende. Det var ganske vidst
muligt at opnå kontakt
med hende, men hun virkede meget introvert,
afbrød hele tiden sig selv
med mærkelige tegn og fakter og det var temmelig umuligt at
føre en samtale med
hende. Hun var også underlig i vinters, men man
kunne dog føre end om end
forskruet samtale med hende, holde en konversation i gang,
mens jeg tegnede
hende. Jeg fortalte, at jeg havde udført et stort
portræt af hende. Hun følte
sig smigret, ville gerne se det, men jeg tror ikke, at det er en god
idé at jeg
på nuværende tidspunkt
præsenterer hende for det
store maleri, eftersom
det er en allegorisk fremstilling af hendes
diagnose. Jeg vil foreslå ham,
i tilfælde af hans død, at hun kan arve hans
Bellavista-lejlighed. Sylvia
Vorster har et stort plejebehov. Jeg kan desangående
ikke opnå kontakt til
fortælleren af denne beretning, han svæver
mellem liv og død,
tvillingesyndromet
i den terminale
fase. For at undgå sin plageånd,
er han gået under
jorden; vedholdende rygter
peger dog på en epidemiologisk afdeling
tilknyttet et sygehus ved Ring II.
Og jeg skal ikke risikere noget,
selvom jeg som ikke-tvilling næppe er i farezonen. Jeg har
for eksempel en
søster, der i tide og utide farer til
Afrika, uden frygt for hverken ebola,
legionærsyge eller aids. Holder mig
væk. Fru van Vost opbevarede beretningen
på disc, jeg skal nu kommentere den! Afhandlingen var
slettet.
Rygterne om Sylvia
Förster von
Brocks graviditet, som jeg har fra psykologen, har
intet på sig, i sin
anorektiske tilstand er hun overhovedet ikke i stand til at blive
gravid. Det
kunne også lige passe. Hvilken malheur! Har netop til
aften, 22.
september, besøgt Sylvia på afd. O (hun er i god
bedring), vi så
begyndelsen på en Harlequin-tv-film om en alkoholiseret
modemannequin,
der lader sin fem pund tungere tvillingesøster, som ikke er vant
til at gå
catwalk på høje stiletter, blive stand-in til opvisningen
i Paris.
Vil frk. Voster redde
synet?
Videre: »Komme til hægterne«,
normaliseres, i det
mindste
stabiliseres, så den onde broders indflydelse
udlignes og ophæves. Vil han
gøre alvor af sine trusler (jeg har jo set hans pistol)?
Vil Sylvia returnere
til den,
som holdt hende som fange i et bur? Blive hans slave? Kan
antipsykotisk
medicin redde hende fra selvudslettelsen?
Vil den broder, der
p.t. bor på
Dag Hammerskjölds Allé, og har
stjålet et halvt år af Sylvia
von Forsters
liv, gøre alvor af sine gale dødstrusler?
Vil endelig
farmakologiske landvindinger
(i tolvte time) helbrede
psykologen
fra tvillingesyndromet,
og definitivt nedkæmpe
epidemien? Tør man
ligefrem håbe på et
mirakel? Dør han her? Hvis ikke, vil han da – som nu
fr. Vorster – være
henvist til at stirre ind i en væg fra morgen og til
aften?
Verdensherredømmet
opnået gennem terrordestabilisering, svækkelse af
åndskræfter, labilitet plus
debilitet i en syvårig tilbagevendende, akkumulativ cyklus.
Historien om Madeline
Rundstens roman klik her
MillennivMs forside klik her