Madeline Rundsten:
TVILLINGEN
»
SYLVIA «
- beretning om en
tvilling og hans hede romance
til Sylvia Vorster
van den Broek
Hvorfor kaldte jeg
dig for
skovfe? Men du kaldte allerede dig selv for en
skovfe, dengang jeg så
dig som vision på Mallorca. Selv dit navn:
»pigen fra skoven«! Gamle skove er
så kloge, fordi de har levet så længe,
ved så meget. Du, med din gamle slægt, er sådan
et gammelt træ, selv med
dine grønne blade, dit kloge, rolige og uanfægtede
ansigtsudtryk gennemskuer
du alting, selv en kommende psykolog som undertegnede. Du er
ligeså klog og
alvidende som din belgiske slægtning, spåkonen
Anibas, som du fortalte om.
Ja, du har en
diagnose. Hvem
har ikke det? Du er fejlmedicineret.
Anoreksien er, som jeg ser det, kun
et symptom, ikke noget modeideal, vel? Hvad har de sagt? Skizofrenia
paranoia? Autisme? Det er også kun
symptom. Min teori er, at du
har påtaget dig tvillingerollen dobbelt, fordi din
søster blev sat ud af
spillet – måske syndromet kan udligne din krise; som du ved,
overføres gemelliseptivira
ikke til barnet, er mere demokratisk-aristokratisk end aids.
Om
lørdagen, i det gode vejr, tog vi i Dyrehaven,
til Peter Liep. Søndag tog vi ind til
byen, for at besøge Mikaël i hans atelier
på Christianshavn. Maleren havde imidlertid travlt,
frygtelig stank af fransk
terpentin.
Vi
besteg derpå Vor Frelsers Kirkes spir. Var inde
ved Vandkunsten, spiste kage på Tokanten. Jeg holdt dig
næsten hele tiden i
hånden, nervøs for, at du skulle miste balancen
og falde ud over rækværket, k
overbalance og styrtede ned. Eller måske løb
væk? Fløj min skovfe bort?
Ikke
løbe langt på de 12 centimeter høje stiletter,
og den ålestramme nederdel. Oppe under kuglen
erfór jeg, at vi ikke var kærester
mere. Du brækkede sig ned i dybet. Derpå den
frygtelige nedstigning, krybende.
Sylvia
drømmer: »Jeg drømmer, at de høje stiletter
forvandler sig til stylter af varierende højde, snart tyve meter
høje, snart
adskillige kilometer, så øjet
helt omslutter øer, eller Island, som jeg
kan vade over til som ingen ting. Vender tilbage, til
Gørlev, Gent, Kirke
Stillinge og Sandra i Sorø, hun står og
råber ad mig dernede, hun er på
størrelse med en fed myre. Og jeg ser din bror fra ryggen, han
går på stylter
og har dummepeterhat på.«
Mandag,
på en af de allerførste rigtige forårsdage, den
tyvende marts, ringede min
bror så på ved tretiden, for at invitere os ud at
køre en tur op langs Strandvejen
i det gode vejr. Postbudet ringer som bekendt på to gange.
Vi havde været til
lægen for at få de zyprexa-tabletter, og noget creme mod
hendes eksem, og været
tidligt oppe, for at bestille tid, og være sikker på at
kunne komme til. Vi
havde nemlig om fredagen været på folkegistret, hun havde
fået min læge. Sæt nu
Sylvia ikke betyder Pigen fra Skoven, men Via
Salaria, saltvejen,
med ørkenvandringer. Jeg spurgte ikke til Anibas
Dubois.
Jeg var
dødtræt, og lod hende glide ud af mine hænder.
Sylvia ville komme hjem til
spisetid. Behøver jeg at nævne, at hun udeblev? Bror
ringede ved ni-tiden.
Jeg kaldte ham for kussetyv, smed resolut røret
på. Lige efter ringede Sylvia,
hendes stemme forekom ekstra spag og utydelig,
ville aftale et møde, jeg
begyndte at hviske, hun ville bare vide, hvordan
hun kunne få sin H2O-taske.
Hun var tilsyneladende færdig med mig.
Og
siden har hun været hos ham. Jeg er lammet af sorg og knugende
fortvivlelse.
Ringede i påsken, k at vide, at hun nu boede
hos ham. De var adspurgt
»ikke kærester«, de »bollede ikke«.
Men jeg kender min bror. Eller skal vi
sige: »kendte«. Hvis det virkelig er sandt, at hun bare
skal installeres som
logerende, hvorfor så al denne luskede tavshed bag om
ryggen på mig?
Jeg har
været en idiot, indrømmet. Lider al jalousiens kvaler og
føler mig røvrendt af
dem begge. Jeg begynder at gå ved siden af mig selv.
Forhører
mig hos Folkeregistret. På Sylvias adresse på Geminivej er
der kun tilmeldt
den samme. Sylvia Vorster van den Broek, ugift, ikke fraskilt. Hun
har rigtig
nok en tvillingesøster, Sandra Vorster
van den Broek på en Apollovej i
Sorø. Mit ufødte barn står endnu ikke i
folkeregistret!
Slutningen
på historien, for så vidt som der er tale om en
sådan, er noget summarisk,
jeg har stadig affæren alt for tæt inde
på livet, til at jeg kan udbrede
mig om den, mere end jeg har gjort her. Jeg undlader tillige
indiskretioner.
Sylvia var stukket af fra Nordvang i august i fjor. Det anede mig.
Tvangssprøjter med sedativ-neuroleptikum, Risperdal mod
psykotisk angst.
Telefonen
ligger i sengen. Tager den i søvne. Broder skælder mig
huden fuld. Om jeg
tror, at hun vil have sig en ny mødom, om jeg virkelig
troede, at hun havde
en hymen for stemmebåndet, og derfor ikke
kunne tale kraftigt, om
jeg forestillede mig, at hendes BH var groet fast,
så den skulle skrælles
af? Måske samtalen slet ikke fandt sted, uden i
min spegede hjerne.
En
nummerviser kunne afsløre sandheden.
Sandheden – hvem interesserer sig
for den? Demonstrationen foran USA-ambassaden foregik
foran tvillingebroderens
vinduer. Men hvem interesserer sig for sandheden. Sabelraslen
i natlige skove.
Hvad så man for resten det forår, 2003 i
biografen? »
Hun hed ›Sabina Spielrein‹ «, var i lmen
»ung«, tillige fyldt med
»glæde«!
An die junge Freude, ich bin aber
verloren. Ja,
sige det på
hjerternes
sprog: flammende amsk kan jeg ej! Nachts ging
das Telefon, und ich wußte schon, es kannst
nur du sein. Immer wieder hör’ ich deine Stimme sagen: »du,
ohne dich kann ich das Leben nicht ertragen...« Sylvia
forholder sig tavs.
Der findes
mennesker, som er født med hjertet i den forkerte side.
Sindslidende?
Hjernen er stort set symmetrisk, delt i
hemisfærers halvdele, bortset
fra koglekirtlen, epifysen. Er sjælen symmetrisk? Libido,
længsel efter
forening, dødsdrift er
forstening, klamt og sort vand pisket til hvidt
skum.
Drøm
III. Med naty over et sortladent ocean. Pludselig sætter
motorerne ud, vi
svæver et stykke før vi for alvor taber højde.
Vågner ved sammenstødet, badet
i sved, skrigende. Sygdomserkendelse er sådan en drøm.
Drøm
IV: Står midt i stuen, udenfor tuder skibene, jeg
dirigerer hele Wagners Rhinguldet
for Sylvia, mens hun sidder eller ligger på sofaen.
Fafner og Fasolt fremstilles
af trafikken; drøm, ønskedrøm,
ønsket om fortsættelse,
Lufthavnen, det
hele, Rundetårn på høje hæle,
nedstigningen fra et fejlsnoet tårn,
dødsdriften,
det hele. Operanalen
indtræder, guderne skal ud på
regnbuen Bifrost,
jeg vågner, ramt af lyn, torden og afasi. Vand fosser nu med
voldsom kraft
ned fra oven; opsluges af iskoldt vand, splintres
nådesløst mod
klippegrund.
Vågner derpå grådkvalt, river dag itu, brudt i
strimlede
lagner.
Jeg
længes, længes, længes ihjel, mens minderne
jages på porten.
Alt er
forbi. Jeg har grædt så meget denne sommer,
pådraget mig kronisk
øjenbetændelse.
Allergi? Gemelliseptivira! Lægen giver mig
øjensalve med penicillin,
kloramfenikol, foruden noget beroligende. Jeg
sitrer nemlig af kulde,
syvårsfeberen på
anmarch. Jeg græder dagen lang, hulker
løs i kaskader,
lige fra morgenstunden, til jeg om natten
døser hen til forjagede drømme.
Hjerneskanninger,
der viser gemelliseptiviras irreversible og terminale
ødelæggelsesværk
i min hjerne, i frontallapperne, i pons og navnlig i den sorte
substans,
substantia nigra, stormangrebet på Spiermanns G-faktor, Winterreises
rablende udflugtsmål, det skingrende irreversible vanvid
fører til døden.
Vaginalsymbolernes
fossende våde lagner, inkontinens, tårer,
sovepiller opløst i søvnløse puder,
brusende oder, fostervand,
druknedåb og
dumhedens sejr over
tanken,
intuitionen, forstanden, gal mands værk,
virkelighedens totale opløsning,
oplysningstidens undergang og tilværelsens
tilintetgørelse i
verdensaltets
tordenalter, hvor alting falder og falder og intet stiger.
Er
Sylvia nu på samme tid i sit nye asyl rolig og stille som et
spejl?
Nej,
også hun må atter være på farten, evig
på flugt smo flodens vand, der søger
ned imod havet, mens rejsen går fra å over bæk til
kildevæld i våren.
Den
vilde flods skumhvide fos
hjemsøger os i syner, til vi skriger af
angst, knust mod længselens hårde klippe,
splintret mod frygtens fjendtlige
fjeld, myrdet og tilintetgjort, tilintetgjort
og myrdet. Prøver
Sylvias Risperdaltabletter. Mental bio-tex, interne, dumme,
blinde, sandblæste
spejle, berøvet tankens kraft. Ak, stakkels
tvillingesøster!
Sylvia stiger
akrofobisk op, op, op på sine høje hæle. Til evig
tid, onde bror! Vil jeg hade
dig, som du hader mig! Hån og foragt, druknedødens
dårskab. Hvor stærk er
mit had? Myrd! Hævn! Dræb! Gemelliseptivira vil
udbrede sin svamp til
hele verden, udslette den
halve menneskehed, som derpå vil bukke
under for tvillingesyndromet og spalte sig i to arter! Thi disse
to menneskearter
skal til evig tid bekriges! Så meget hader vi nu hinanden!
Inden
da skal vi gennemstrømmes af styrtende vandmasser, hele
oceaner skal fare
igennem vore hjerners dobbelte hemisfærer, tvende
tvillingehjerner
besmittet med den onde parasit, alle tvillingers skæbne.
Dræbes i tankens
splintrede spejl! Syndod! Fostervand! Til evig tid skal
det vare!
DRØM.
Først inviteres læseren her på en lille
ekskursion, inden jeg
fortæller
om min drøm, eller rettere drømme, de kommer i
serier.
Er til
Anes ateistiske bisættelse på min fødselsdag i
tvillingens tegn med en kvindelig
studiekammerat fra psykologi (der er mest kvinder på
psykologi), Malene
Lundstrøm. Malene interesserer sig for erhvervspsykologi.
Ane
Voss er pludselig bukket under for syndromet. Bindesbølls
sorttjærede kapel
på Holmens Kirkegård, hvor der blandt andet synges
Michael Navers gribende
digt om cirkusprinsessen. Ingen bror tilstede. Vi gik ned ad Dag
Hammerskjölds
Allé. Jeg holdt min ledsagerske, denne
studiekammerat,
Malene
Lundstrøm, i hånden, for at gøre »dem«
jaloux. - Det er de tre vinduer deroppe!
sagde jeg dæmpet pegende, diskret, men synligt oppefra.
- Dér
med de røde mursten? Vinduerne står åbne! Nogen er
hjemme. Skal vi ringe på?
Spurgte Malene drilsk. - Anede din bror noget om sagens rette
sammenhæng? At
en af jer smitteder hende med den frygtelige virus?
- Men
Ane er død nu. Og Mona er lebbe! Ringe på hos min bror? Er
du tosset! Aldrig
i livet! Den lede kussetyv, jeg ser ham aldrig mere! Aldrig! Se
det store
vindue til højre! Det er soveværelset,
persiennerne er trukket for, intet
vindue står åben. Måske sover de ud oven
på nattens udskejelser. Overtager
Anes lejlighed, men dukker ikke op til hendes bisættelse!
Sjuft!
- Eller
han er ikke hjemme! Du er godt nok jaloux! Og paranoid?
Måske ved
han ikke, at hun er død. Af tvillingesyndromet! Det kan
være en neurotisk reaktion!
Mon de er ude at rejse, han og din Sylvia? foreslog
Malene, som jeg har har
et helt igennem platonisk og
studierelevant forhold til.
- Vi
var sammen i julen, hende og jeg. Hendes søster, Sandra er ved
bedre huld. Har
ikke hørt fra bror, eller Sylvia for den sags skyld, siden
påske. Hun er helt
i hans magt nu, yttet ind i hans lejlighed, uden
telefon, kun hans mobil,
som han tager med sig på arbejde. Han arbejder som
metrosteward. Ellers
hænger han på netcafeerne, af samme grund undgår
jeg metroen.
- Han
har ingen computer? Tag dig i agt for double folie à deux!
-
Ballet som dødedans? Nej, den skal man undgå; han har
ingen computer, har vel
ikke råd, med den husleje. Det undrer mig, at min tvilling,
denne selvhenførende
nar, kan handle så kynisk, optræde
så strategisk, opportunt,
har nu
holdt på Sylvia så længe, efterhånden lige
så længe som jeg...
- Hør,
når alt gøres betydningsfuldt, er intet betydningsfuldt!
Pas på! Pas desuden
på, ikke at få selvmedlidenhed! Hun var dårligt
selskab for dig, du skulle
aldrig have involveret dig, og bliv heller ikke psykolog for
din egen
skyld! Og prøv at leve lidt sundt! Aldrig
forelske sig i sin
analysand!
Ja, jeg
er forelsket! Skriver nu på denne beretning, ved
skumringstide driver tordenvejr
forbi, tankerne yver tilbage til min lykkelige vinter. Her
lades, ud fra
en objektiv betragtning alt håb ude. Jeg er subjekt,
kun Sylvias historie
kan redde mig. Men erindring overskylles af glemsel og
fortvivlelse!
Drøm V. Jeg
får tilsendt en nøgle til brors lejlighed.
Han er ikke hjemme, breve stilet til ham
fra banker, telefonselskaber og
H:S etc. ligger på kommoden,
fars nerede kommode ude i entreen, og
heller ikke i etagèren, farmors
etagère, som nu står
sprøjtelakeret
grå. Inde i soveværelset ligger min broders
enmandsseng med bar madras,
der er ikke noget sengetøj. Ved siden af
sengen ligger på gulvet en
hestehårsmadras,
med et krøllet lagen. Bordet med ridsen i inde i stuen
er ryddet, stereoanlægget
tændt, men spiller ikke.
Drejer
til højre, ind i mellemstuen, befinder mig, hvor der oprindelig
har været
spisestue,
og hvor en logerende bor bag et skærmbrædt. Her er
åbenbart slet ingen hjemme.
Jeg kalder på bror, kalder på Sylvia. Mit hjerte
hamrer. Ude i den halogen-illuminerede
korridor med de neutrale,
hospitalsagtige og
nerveberoligende
vægge, ingen særlig luderrød eller
koralrød kulør, korridoren, der fører ud
til køkkenet, og dørene ind
til værelserne på den ene side, tager jeg i
dem, men de er låste, vil se, om
nøglen passer, men jeg holder ikke mere
en nøgle i hånden, men en saks, en lille, spids saks,
sådan en, som man
bruger til at klippe i papir med, eller måske det
er en n, gammel sysaks.
Kokkens tveæggede sværd!
Roder i
lommen, men nder kun små klippestykker,
skarpe og eroderede runde sten
og grus imellem hinanden. Jeg må kun prøve een
dør. Fra køkkenet høres
rislende
vand. Det må være Sylvia! tænker jeg.
Derpå vågner jeg, er kun hjemme hos
mig selv, udenfor regner det.
Opsøger
en diset grå formiddag Sylvia på hendes gamle
bopælsadresse ude i
højhuset
i forstaden, netværk, aktivitet, bolig og oplysning? Gennem
brevsprækken ser
jeg tørrestativet i køkkenet med det samme
tøj, og mobilen i sin oplader.
Under brevsprækken ligger formodentlig en vældig
dynge af ulæste breve,
rudekonvolutter og weekendaviser. På
ejendomskontoret får jeg at vide, at
lejligheden er sagt op, fraytning
til privat boligmasse. De kan
desværre
ikke oplyse den nye
adresse, folkeregistret kan måske hjælpe.
Måske
udlandet,
måske et indre eksil, sindssygens stolte imperium.
Plasken,
brusen, brølen, bragen. Sylvia, jeg
savner dig! Mine tårer er en od, min
gråd en fos! På
en rå og dyster centerbodega derude støder jeg
ind i en gammel bekendt fra
rusåret, som viser sig at kende Sylvia,
men han ved intet. Kun jeg ved, hvor hun er. Hemmelig er denne
viden,
som jeg gerne var foruden.
En nabo
henne fra Bellevuevej, på vej til stationen: - Jeg så dig
forresten med
Sylvia for noget siden, var det ikke Förster van de Huus hun hed.
- Hvor
kender du Sylvia fra? »Vise nabo sart vand«?
Naboen
insisterede: - Fra Selvmordskollegiet, det er vel ti år siden.
- Ja
Sylvia, ja, vi kommer ikke sammen mere. Hun forsvandt.
- Hollandsk
afstamning, ikke sandt? Søsteren Sandra er underlig, det er de
for så vidt de
begge. Ja, de lignede godt nok hinanden, men Sylvia, for det
var vist hende
forleden, er kommet til at se så tynd ud, har hun
anoreksi?
Anskaffer
mig en mobil med taletidskort. Ringer til brors døve
mobil, mens brudeparret
nyder livet ved rivieraen. Han talte om at tage til Sydfrankrig.
Jeg lægger
ingen besked, vil bare vide, hvor de er, men det eneste, som
jeg får at vide,
er, hvor de ikke er. Hvor jeg savner hende. Der er ingen
kontakt.
Ensomhed,
desperation, håbløshed, fortvivlelse! Ringer gentagne
gange til ham, alle de
returnerede breve.
Lusker om i sidegaderne for at nde hans bil,
så jeg kan se, om han er hjemme. Han
kan have fået en ny! Den kan stå i en andens
navn, så politiet kan ikke
hjælpe. papegøjeplader. Hvad har han gang i? Dén
standard, som min skovfe med
sit dyre tøj sætter. Eller har Sylvia forvandlet
sig? Igen?
Ja, hun
skifter personlighed i sit nye asyl, som reaktion på
affektretentionen fra
opvæksten, hvor Sylvia hele tiden skulle danne bro til
tvillingesøsterens
vandkimære. Stormomsust – eller stille? – mødes
oceaner om kap!
Begyndelsen
af december, så forestår fødslen, så vidt jeg
er orienteret.
Jeg er
den
ulykkelige far. Vi, Sylvia og jeg, halvtvillingerne, mødes
til
forsoningens
gyldne time. Alting var en drøm.
Hvornår, hvornår, hvornår? Glemme,
glemme, glemme,
aldrig mere nogensinde var du atter hjemme!
Har
Sylvia overhovedet eksisteret? Jo, der er hendes spage stemme på
svareren,
hendes H2O-taske, den med SPA-vandet, og hendes lange,
mørkeblonde,
ne hår, som stammer fra børsten, og som jeg har liggende
med en lille sløjfe
om, i en lille konvolut som en fetish. Fotografierne, er dew ikke bevis
nok?
Maleren, som hun har siddet model for, han kan vidne!
DRØM
VI. Vandfald styrter overalt med ubønhørlig
dødelig kraft ned, døgnet rundt,
år ud og år ind og ned, ned, ned, slipper aldrig det
monumentale greb om vor
tragedie. Se, nu standser det skummende gardin, tiden
står med eet stille, drønet
fra buldrende vandmasser tier også. Vandfaldet
viser sig at være en glacial
marmorkolonnade i neo-klassik! En paradetribune fra
trediverne! Al vandet
for dets fod er størknet til is, man kan gå helt op til
sløret, bare være forsigtig,
for der er glat og sikkert også farlige
gletscherspalter, og se, se, jeg kan
gå igennem
glasvæggen og
træder da ind i en hal!
Og der
møder jeg hele menneskehedens historie.
Jeg åbner for radioen, hører kun brusende
støj fra
højttalerne.
En
fejl i antenneforbindelsen, i kablerne? Nej, det
er transmissionen af lyden fra mægtige vandfald;
Cd’erne gengiver nemlig
også brusende støj, dag ud og ind lyder
kærlighedens kakofoni i den
terminale fase.
DRØM
VII. Sylvia hviler på et klippeplateau til alle
sider omgivet af mægtige vandfald, skovfeen er blevet
hjemløs i de brændende
skove, der nu har efterladt en ørken af lava, visne
bregner dækket af evig
is, mens smeltevand yder til floderne på deres
iltre vej mod havet, over sletterne,
som de graver dybe dale ned i, hvorpå de kaster sig
viljeløst frådende, til
alle sider deterministisk ned og ud over
klippeskrænten,
dækket
med kaskadernes
fastfrosne, hvide skumsprøjt,
bestandig piskende
forsvundet under dannelse af små
regnbuer i tågedale, hvis klamme slør
dækker skovfeen Sylvias
fødder,
snublende
over
erindringsrester og aksende syner. Selv
dampskyen størkner i
luften. Sylvias kølige og svale
grotte, en drypstenshule af
frådende
kalk, befolket med druider i hvide
gevandter, mytologiske dværgturser
med Hilðurs træk,
koreanske
konkubiner,
lykkelige, blide,
samt endelig Sylvia klædt ud som
antik
alf, hun tryller og blæser sæbebobler med sine let stive,
ceremonielle
bevægelser; hun er ikke til at kende, thi her i
grotten under vandfaldet
er hun tydeligvis i sit es, virker
næsten helt kåd, da hun kårer mig til
helt, helt! Imidlertid vågner jeg, husker kun enkelte
detaljer om kvinder jeg
har kendt siden mit sidste anfald af gemelliseptivira. Alt er
nu konfusion.
<>DRØM
VIII. Solgryets blodlilla rødme over sorte,
forrrevne klipper; islandske sætninger
gjalder uforståeligt og ekkostolt
mellem gale fjeldskrænter, nej, se,
kæmpestore træer på smuldret
jordsmond! Floden dribler sig udover sletten,
bag mig høres barnegråd,
tursekvinden lægger mumlende spædbarnet,
svøbelsesbarnet, i
kurven,
der sættes ud over strømmen med al
fostervandet. O nordlys,
elektrostatisk blafrende vilde genskær af
atmosfæren, smelt blot iskalotten
med dit blege skin, thi når havene stiger,
oversvømmes, nej, jeg har ikke
lært talens brug, lader ingen besnakke, slet ingen
psykologi hjælper her,
ingen intellektuelle mekanismer kan bringes til virksomhed,
uden omsorg,
sympati og instinkt, vi vil, vi vil, vi vil tavse og stumme drukne
–
Vil vi
drukne, vie sind i fred i dødens dybe dukkert! Men nej, jeg
er jo barnet,
svøbelsesbarnet, der
værgeløs driver og duver med
strømmen, for hastigt
at lade sig opsluge af glubende vilde vandfalds
tilintetgørende styrt:
Regndråbepræludiet.
Vandfald. Regndråbepræludium, vandfald...
Om lidt
bli’r her lidt stille, om lidt er det forbi. Fik du set det, som du
ville, fik
du
hørt din melodi? Om lidt, forladt, alene, danser
cirkusprinsessen rundt,
standser på
sin line
i et angstfuldt druknedødt sekund. Om lidt,
kære Sylvia, om lidt er vi borte. Husk mig
ikke, glem i mareridtets korte lynglimt mig i drømmens vilde
hjem, hjem, hjem -
- - Sølvfloden
svulmer op, fossen
er knivens skarpslebne æg. Vi skal bare lige ud over kanten
på fossen, den
øverste kant, og den nederste, før sart og iskoldt vand
atomiseres, splintres
mod den hårde klippe. Vi kan
ikke holde på vandet. Livet er imidlertid
forlængst forbi i døende skove. Er livet
blot et spædt kildevæld, der finder
vej til havet, men forinden atomiseres i
vandfald, ligger brak i søers
dynd? Det er under alle omstændigheder
meget værre end rutsjebanen i
Tivoli – åh, nej, Tivoli, byen ved
Sabinerbjergenes fod, udenfor Rom, Rom
med Romolus og Remus, tvillingerne, der grundlagde Rom,
de blev sat ud på
Tiberen, Tivoli har også et vandfald! Vandfald og Villa
d’Este!
Katarakten
med alle karaktererne og katederne – inkontinens og febrilsk
hypomani!
Tvillingesyndrom! Tro vakler på de styltehøje
hæle, håb kaster
anker i en udtørret, tom
flodseng, ved foden af en øde bro; vind farer
vild i labyrintiske og utilgængelige,
brændende skove, kærlighed
viser sig at være et bundløst hav af idel
fortvivlelse, tårernes flod
og fossens brusende styrt ud i intetheden, hvilken
tordnende afslutning på
livets symfoni, tomme skrig hos de
fordømte i dét altomfattende helvede,
som kaldes naturens orden!
Der er
en bro over vandet, en gruset overgang, der på smult vand
forbinder de to
breder! Sandhedens blinde nat hviner forfærdeligt og
uden varsko for de
forreste,
der skal over broen. 1. september. Torden og lynild
varsler feber, raser
forbi, danser bestandigt over lav
horisont, slægtsforskningens
fossile
raison’être. Kære søster, Sylvia Vorster
van den Broek, Sandra Vorster
van den Broek, Sylvia, Sandra, og vi forenes
omsider. Alle fire? To!
Tre?
7 års
ulykke! I syv år skal to issyle skeletagtigt hamre om kap mod
sletternes
drivis, før den evige nat, hvor Gemelliseptivira
bryder ud.
Og tiden er omme, brugt op, inde, til Roms grundlæggelse,
dødsimperiet, til,
til – – –
Til
Bruden i sort føres lidende, festligt, men
næsten under tvang hen mod
nedstyrtningsstedet, dukkes og dumpes i den
evig-natlig brusende flod!
Mølleåen,
ja, floden født af en døende månes
tårer, foran den evige nat, solen død,
mindet lyder gennem skovafbrænding og mægtige
høstbål tillige,
ildhavets
altopslugende inferno: Ulmende og stedvis
stjerneblinde
træstammers
lue i løv antænder rygende mos og lav, tvinger
tusinde flammeål og
jamrende
vildkatte på flugt
for støv fra utallige blade, hvis
raslende askes vedvarende
tambourinbjælder,
iblandet
knitrende pilekrat,
glødende tjørn,
ældgamle elme segner
omkuld, ensomme, tusindårige ege,
der sukker, idet de
styrter
i grus, og hastigt stivner,
forstener til krlystalinsk kul, og dyr,
mennesker og selv skovfeer alle for en
krydser floden og døden og fryser
til is.
Til
evig tid, til evig tid, evigt – før vi skal
blive eet.
F
I N
Læs endvidere Madeline Rundstens epilog
samt kunstmaleren Mikaël Latours referendum
klik her
Til foromtalen af Sylvia-romanen
klik her
MillennivMs forside
klik her