Madeline Rundsten:


TVILLINGEN

» SYLVIA «

- beretning om en tvilling og hans hede romance
til Sylvia Vorster van den Broek


Hvorfor kaldte jeg dig for skovfe? Men du kaldte allerede dig selv for en  skov­­­fe, den­­­­gang jeg så dig som vision på Mallorca. Selv dit navn: »pi­­­­g­en fra skoven«! Gamle skove er så kloge, fordi de har levet så længe, ved så me­get. Du, med din gamle slægt, er sådan et gam­­melt træ, selv med dine grønne blade, dit kloge, rolige og uanfægtede ansigtsudtryk gennem­sku­­er du alting, selv en kom­men­de psykolog som undertegnede. Du er ligeså klog og al­vi­dende som din belgiske slægtning, spåkonen Anibas, som du fortalte om.

Ja, du har en diagnose. Hvem har ikke det? Du er fejl­me­dicineret. Ano­rek­si­en er, som jeg ser det, kun et symptom, ikke noget mode­ide­al, vel? Hvad har de sagt? Skizofrenia paranoia? Autisme? Det er også kun symp­­­­tom. Min te­­ori er, at du har påtaget dig tvillingerollen dob­belt, for­di din søster blev sat ud af spillet – måske syndromet kan ud­ligne din krise; som du ved, over­­­føres gemelliseptivira ikke til barnet, er mere de­mo­kratisk-aristokratisk end aids.

Om lørdagen, i det gode vejr, tog vi i Dyrehaven, til Peter Liep. Søn­da­­g­­ tog vi ind til byen, for at besøge Mikaël i hans a­te­lier på Chris­ti­anshavn. Maleren havde imidlertid travlt, frygtelig stank af fransk ter­pentin.

Vi besteg derpå Vor Frelsers Kirkes spir. Var in­de ved Vand­kun­sten, spiste kage på Tokanten. Jeg holdt dig næsten hele tid­­en i hån­den, ner­vøs for, at du skulle miste balancen og falde ud over ræk­værket, k ov­erbalance og styrtede ned. Eller måske løb væk? Fløj min skovfe bort?

Ikke løbe langt på de 12 centimeter høje stiletter, og den åle­stram­me nederdel. Oppe under kuglen erfór jeg, at vi ikke var kær­ester me­re. Du bræk­kede sig ned i dybet. Derpå den frygtelige nedstigning, kryben­de.

Sylvia drømmer: »Jeg drømmer, at de høje stiletter forvandler sig til stylter af varierende højde, snart tyve meter høje, snart adskillige ki­lo­­me­­ter, så øjet helt omslutter øer, eller Island, som jeg kan vade over til som in­­­gen ting. Vender tilbage, til Gørlev, Gent, Kirke Stillinge og San­dra i So­­rø, hun står og råber ad mig dernede, hun er på størrelse med en fed myre. Og jeg ser din bror fra ryggen, han går på stylter og har dummepeterhat på.«

Mandag, på en af de allerførste rigtige forårs­dage, den tyvende marts, ringede min bror så på ved tretiden, for at invitere os ud at køre en tur op langs Strand­vej­­en i det go­de vejr. Postbudet ringer som bekendt på to gange. Vi havde været til lægen for at få de zyprexa-tabletter, og noget creme mod hendes eksem, og været tidligt oppe, for at bestille tid, og være sikker på at kunne komme til. Vi havde nemlig om fredagen været på folkegistret, hun havde fået min læge. Sæt nu Syl­via ik­ke betyder Pigen fra Skoven, men Via Sala­­ria, salt­­vejen, med ør­ken­vandringer. Jeg spurgte ikke til Ani­bas Dubois.


Jeg var dødtræt, og lod hende glide ud af mine hænder. Sylvia ville komme hjem til spise­tid. Behøver jeg at nævne, at hun udeblev? Bror rin­ge­de ved ni-tiden. Jeg kaldte ham for kus­­setyv, smed resolut røret på. Lige efter rin­gede Syl­­via, hen­des stem­me forekom ekstra spag og uty­de­lig, ville af­­tal­e et møde, jeg begyndte at hviske, hun ville bare vide, hvor­­­­dan hun kunne få sin H2O-taske. Hun var tilsyneladende færdig med mig.


Og siden har hun været hos ham. Jeg er lammet af sorg og knugende fortvivlelse. Rin­ge­­de i pås­ken, k at vide, at hun nu boede hos ham. De var ad­spurgt »ikke kæres­ter«, de »bollede ikke«. Men jeg kender min bror. El­ler skal vi sige: »kendte«. Hvis det virkelig er sandt, at hun bare skal installeres som loge­ren­de, hvorfor så al denne luskede tavshed bag om ryggen på mig?


Jeg har været en idiot, indrømmet. Lider al jalousiens kvaler og føler mig røv­rendt af dem begge. Jeg begynder at gå ved siden af mig selv.


Forhører mig hos Folkeregistret. På Sylvias adresse på Geminivej er der kun til­meldt den samme. Sylvia Vorster van den Broek, ugift, ikke fra­skilt. Hun har rigtig nok en tvil­­lin­ge­søs­ter, Sandra Vorster van den Broek på en Apollovej i Sorø. Mit ufødte barn står endnu ikke i folkeregistret! 


Slutningen på historien, for så vidt som der er tale om en sådan, er nog­­et sum­­ma­risk, jeg har sta­dig af­­fæ­ren alt for tæt inde på livet, til at jeg kan ud­bre­de mig om den, me­­re end jeg har gjort her. Jeg undlader tillige in­dis­kre­­­­tio­ner. Sylvia var stukket af fra Nordvang i august i fjor. Det anede mig. Tvangssprøjter med sedativ-neuroleptikum, Risperdal mod psykotisk angst.


Telefonen ligger i sengen. Tager den i søvne. Broder skælder mig hu­­den fuld. Om jeg tror, at hun vil have sig en ny mødom, om jeg virkelig tro­e­­­de, at hun hav­­­de en hy­­­­men for stemmebåndet, og derfor ikke kunne tale kraf­­­­­­­­­tigt, om jeg fore­stil­le­­de mig, at hendes BH var groet fast, så den skulle skrælles af? Måske sam­­talen slet ik­ke fandt sted, uden i min spegede hjerne.


En nummerviser kunne af­sløre sand­heden. Sand­­heden – hvem inter­es­­serer sig for den? Demonstrationen foran USA-am­­bassaden fore­gik foran tvi­l­­lin­ge­­broderens vinduer. Men hvem interesserer sig for sandheden
. Sabelraslen i natlige skove.

Hvad så man for resten det forår, 2003 i bio­­­­­­­­graf­en? » Hun hed ›Sa­bi­na Spiel­­rein‹ «, var i lmen »ung«, tillige fyldt med »glæ­­­de«!
An die junge Freud­e, ich bin ab­er verloren. Ja, sige det på hjer­­­­ter­­­­­­­­­­nes sprog: flammende amsk kan jeg ej! Nachts ging das Telefon, und ich wußte schon, es kannst nur du sein. Immer wieder hör’ ich deine Stimme sagen:  »du, ohne dich kann ich das Leben nicht ertragen...« Sylvia forholder sig tavs.

Der fin­­des mennesker, som er født med hjertet i den forkerte side. Sinds­­­­­­lidende? Hjernen er stort set symmetrisk, delt i hemis­fæ­­rers halvdele, bort­­­­set fra koglekirtlen, epifysen. Er sjælen symmetrisk? Li­bido, længsel ef­­­­­ter for­­­­­­­­ening, dødsdrift er forstening, klamt og sort vand pisket til hvidt skum.


Drøm III. Med naty over et sortladent ocean. Pludselig sætter mo­tor­er­ne ud, vi svæver et stykke før vi for alvor taber højde. Vågner ved sam­­menstødet, badet i sved, skrigende. Sygdomserkendelse er sådan en drøm.


Drøm IV: Står midt i stuen, udenfor tuder skibene, jeg diri­ge­rer hele Wagners Rhin­gul­det for Syl­via, mens hun sidder eller ligger på so­faen. Fafner og Fa­s­olt frem­­stil­­les af trafikken; drøm, øn­­ske­drøm, øn­­sket om fort­­sæt­telse, Lufthav­nen, det hele, Run­de­tårn på hø­je hæle, nedstig­ningen fra et fejl­snoet tårn, døds­­driften, det he­le. Opera­­na­len ind­­træ­der, gud­er­­ne skal ud på regn­­bu­en Bi­­frost, jeg vågner, ramt af lyn, torden og afasi. Vand fos­ser nu med vold­­som kraft ned fra oven; opsluges af is­koldt vand, splin­tres nå­­des­­­­­­­løst mod klip­­­pe­grun­d. Vågner derpå gråd­kvalt, river dag itu, brudt i strim­­­­lede lag­­­­­­­­­­­­ner.


Jeg længes, længes, længes ihjel, mens minderne ja­ges på por­­­­­­­ten.


Alt er forbi. Jeg har grædt så me­­get denne sommer, på­draget mig kro­nisk øjen­be­tæn­d­else. Allergi? Gemelliseptivira! Lægen giver mig øjensalve med penici­l­lin­­, kloramfenikol, for­u­den nog­et be­roligen­de. Jeg sit­­­rer nem­­lig af kul­de, syv­års­fe­beren på an­­­­march. Jeg græder dagen lang, hulker løs i kas­­kader, lige fra mor­g­en­stun­d­en, til jeg om natten døser hen til for­jagede drømme.


Hjerneskanninger, der viser gemelliseptiviras irreversible og termi­nale ødelæggelsesværk i min hjerne, i frontallapperne, i pons og navnlig i den sorte substans, substantia nigra, stormangrebet på Spiermanns G-faktor, Winter­rei­­ses rablende udflugtsmål, det skingrende irreversible vanvid fører til døden.


Vagi­nal­symbolernes fossende våde lagner, inkontinens, tårer, sove­pil­ler opløst i søvnløse puder, brusende oder, fos­ter­vand, druk­­­­ne­dåb og dum­­­­­­­he­dens sejr over tan­ken, intuitionen, forstanden, gal mands værk, virke­lig­­he­d­­ens totale opløsning, oplys­ning­stidens undergang og tilværelsens til­­­­­intet­gør­el­­se i ver­­­­densaltets tord­enalter, hvor alting falder og falder og intet stiger.


Er Sylvia nu på samme tid i sit nye asyl rolig og stille som et spejl?


Nej, også hun må atter være på far­ten, evig på flugt smo flo­dens vand, der sø­ger ned imod havet, mens rejsen går fra å over bæk til kildevæld i våren.


Den vilde flods skum­­­­­­hvide fos hjemsøger os i sy­ner, til vi skri­ger af angst, knust mod læng­selens hårde klip­pe, splintret mod frygt­ens fjendtlige fjeld, myr­­det og tilintetgjort, til­­­intetgjort og myrdet.
Prøver Sylvias Risperdaltabletter. Mental bio-tex, interne, dum­­me, blin­­de, sand­­­blæste spejle, berøvet tankens kraft. Ak, stakkels tvillinge­søs­ter!

Sylvia
stiger akrofobisk op, op, op på sine høje hæle. Til evig tid, onde bror! Vil jeg hade dig, som du hader mig! Hån og foragt, drukne­dødens dår­­skab. Hvor stærk er mit had? Myrd! Hævn! Dræb! Gemelliseptivira vil ud­bre­de sin svamp til hele verd­en, ud­­­­­­­slet­te den hal­ve men­neskehed, som derpå vil buk­ke under for tvil­lingesyndromet og spalte sig i to arter! Thi disse to men­­­neskearter skal til evig tid bekriges! Så meget hader vi nu hinanden!

Inden da skal vi gennemstrømmes af styrtende vandmasser, hele oce­a­n­­er skal fa­re igennem vore hjerners dobbelte hemisfærer, tvende tvillinge­hjer­­­ner besmittet med den onde parasit, alle tvillingers skæb­ne. Dræ­bes i tan­­k­ens splin­trede spejl! Synd­­od! Fostervand! Til evig tid skal det va­re!


DRØM. Først inviteres læseren her på en lille eks­kur­si­on, inden jeg for­­­­tæller om min drøm, el­ler rettere drømme, de kommer i serier.


Er til Anes ateistiske bisættelse på min fødselsdag i tvillingens tegn med en kvin­­­delig stu­die­kammerat fra psykologi (der er mest kvinder på psy­kologi), Malene Lundstrøm. Malene interesserer sig for erhvervspsykologi.


Ane Voss er pludselig bukket und­er for syndromet. Bindesbølls sort­tjæ­rede ka­pel på Holmens Kirkegård, hvor der blandt andet syng­es Michael Na­­­­vers gribende digt om cirkusprinsessen. Ingen bror tilstede. Vi gik ned ad Dag Ham­­mer­skjölds Allé. Jeg holdt min led­sager­ske, denne stu­di­­e­­kam­me­­­rat, Ma­lene Lundstrøm, i hånden, for at gøre »dem« jaloux. - Det er de tre vin­­­duer der­oppe! sagde jeg dæmpet pegende, diskret, men synligt oppe­­fra.


- Dér med de røde mursten? Vinduerne står åbne! Nogen er hjemme. Skal vi ringe på? Spurgte Ma­­lene drilsk. - Anede din bror noget om sagens rette sammenhæng? At en af jer smitteder hende med den frygtelige virus?


- Men Ane er død nu. Og Mona er lebbe! Ringe på hos min bror? Er du tos­set! Al­drig i livet! Den lede kussetyv, jeg ser ham ald­rig mere! Aldrig! Se det store vindue til højre! Det er sove­væ­rel­set, persiennerne er truk­ket for, in­tet vindue står åben. Måske so­ver de ud oven på nattens udskejelser. Ov­er­tager Anes lejlighed, men dukker ikke op til hendes bisættel­se! Sjuft!


- Eller han er ikke hjemme! Du er godt nok jaloux! Og paranoid? Måske ved han ikke, at hun er død. Af tvillingesyndromet! Det kan være en neurotisk reaktion! Mon de er ude at rejse, han og din Sylvia? fore­slog Ma­le­ne, som jeg har har et helt igen­nem plato­nisk og stu­die­­­re­levant forhold til.


- Vi var sammen i julen, hende og jeg. Hendes søster, Sandra er ved bedre huld. Har ikke hørt fra bro­r, eller Sylvia for den sags skyld, siden på­ske. Hun er helt i hans magt nu, yttet ind i hans lejlig­hed, ud­­­en tele­fon, kun hans mobil, som han tager med sig på arbejde. Han arbejder som me­tro­ste­w­ard. Ellers hænger han på netcafeerne, af samme grund und­går jeg me­troen.


- Han har ingen computer? Tag dig i agt for double folie à deux!


- Ballet som dødedans? Nej, den skal man undgå; han har ingen com­pu­ter, har vel ikke råd, med den husleje. Det undrer mig, at min tvilling, den­ne selv­henførende nar, kan hand­­­­le så kynisk, optræde så stra­­­te­­­gisk, oppor­­tunt, har nu holdt på Sylvia så længe, efterhånden lige så længe som jeg...


- Hør, når alt gøres betydningsfuldt, er intet betydningsfuldt! Pas på! Pas desuden på, ikke at få selvmedlidenhed! Hun var dårligt selskab for dig, du skulle aldrig have involveret dig, og bliv heller ikke psykolog for din egen skyld! Og prøv at leve lidt sundt! Aldrig forelske sig i sin analysand!


Ja, jeg er forelsket! Skriver nu på denne beretning, ved skum­ringstide dri­ver tord­en­­­­vejr for­­bi, tankerne yver tilbage til min lykkelige vinter. Her lad­­es, ud fra en ob­jek­tiv betragtning alt håb ude. Jeg er subjekt, kun Syl­vias hi­­s­­­to­­rie kan redde mig. Men erindring overskylles af glemsel og fortvivl­else!


Drøm V. Jeg får tilsendt en nøgle til brors lejlig­hed. Han er ik­ke hjem­­­­­me, breve stilet til ham fra banker, telefonselskaber og H:S etc. lig­ger på kom­­­­­­moden, fars nerede kommode ude i en­tre­en, og heller ikke i eta­gè­ren, far­mors eta­­­­­gè­re, som nu står sprøjtelakeret grå. Inde i sove­­værelset lig­ger min broders en­mands­­­­seng med bar ma­dras, der er ik­ke no­get senge­tøj. Ved sid­en af sengen lig­ger på gul­vet en hes­­­­­te­­­­­­hårs­ma­dras, med et krøllet lagen. Bor­det med ridsen i inde i stu­en er ryddet, stereo­anlægget tændt, men spil­­­ler ik­ke.

Drejer til højre, ind i mellemstuen, befinder mig, hvor der oprindelig har væ­­ret spi­­­­­­­se­stu­e, og hvor en logerende bor bag et skærmbrædt. Her er åben­bart slet ingen hjemme. Jeg kalder på bror, kalder på Sylvia. Mit hjerte ham­­­rer. Ude i den ha­lo­gen-illuminerede kor­­­­­ridor med de neutrale, hos­pitals­agtige og ner­ve­be­ro­lig­en­de vægge, ingen sær­lig lu­der­rød eller koral­rød kulør, korridoren, der fører ud til køk­­­­ke­net, og døre­ne ind til værelserne på den ene side, tager jeg i dem, men de er lås­­te, vil se, om nøg­­len passer, men jeg hold­er ikke mere en nøgle i hånden, men en saks, en lil­le, spids saks, så­­­dan en, som man bruger til at klippe i papir med, el­­ler må­ske det er en n, gam­mel sysaks. Kokkens tveæggede sværd!


Roder i lom­men, men nder kun små klippestykker, skar­­­pe og ero­de­rede run­de sten og grus imellem hin­­anden. Jeg må kun prøve een dør. Fra køk­­­kenet høres ris­lende vand. Det må væ­re Sylvia! tænker jeg. Derpå våg­­ner jeg, er kun hjemme hos mig selv, udenfor regner det.


Opsøger en diset grå formiddag Sylvia på hendes gamle bopæls­adres­se ude i høj­­­­­huset i forstaden, netværk, aktivitet, bolig og oplysning? Gennem brevsprækken ser jeg tørrestativet i køk­­kenet med det samme tøj, og mobilen i sin oplader. Under brev­spræk­ken ligger formodentlig en vældig dynge af u­læs­­­­­te bre­ve, rudekon­volutter og week­end­­aviser. På ejendomskontoret får jeg at vi­de, at lejlig­­­hed­­en er sagt op, fra­yt­ning til pri­vat boligmasse. De kan des­­­­­­­­­­­­­­­­­vær­­­­re ik­­­­ke op­­­­­lyse den nye adres­se, fol­­keregistret kan måske hjælpe. Måske ud­­­­­­lan­­­­det, må­ske et in­dre eksil, sinds­sygens stolte imperium. Plasken, brusen, brø­­­­len, bragen. Sylvia, jeg sav­ner dig! Mine tårer er en od, min gråd en fos!
  På en rå og dyster centerbodega derude støder jeg ind i en gam­­mel be­­­­kendt fra rus­året, som viser sig at kend­­e Syl­via, men han ved intet. Kun jeg ved, hvor hun er. Hemmelig er denne viden, som jeg gerne var foruden.

En nabo henne fra Bellevuevej, på vej til stationen: - Jeg så dig for­res­ten med Sylvia for noget siden, var det ikke Förster van de Huus hun hed.


- Hvor kender du Sylvia fra? »Vise nabo sart vand«?


Naboen insisterede: - Fra Selvmordskollegiet, det er vel ti år siden.


- Ja Sylvia, ja, vi kommer ikke sammen mere. Hun forsvandt.


- Hol­­landsk afstamning, ikke sandt? Søsteren Sandra er underlig, det er de for så vidt de begge. Ja, de lignede godt nok hinanden, men Syl­­via, for det var vist hen­de forleden, er kom­met til at se så tynd ud, har hun ano­rek­si?


Anskaffer mig en mobil med tale­­tidskort. Ringer til brors døve mo­bil, mens bru­deparret nyder livet ved rivieraen. Han talte om at tage til Syd­frankrig. Jeg læg­­ger in­gen be­sked, vil bare vide, hvor de er, men det eneste, som jeg får at vi­­­de, er, hvor de ikke er. Hvor jeg savner hende. Der er ing­en kon­­­takt. En­som­­­­­­­­­­­­­hed, desperation, håbløshed, for­tvivlelse! Ringer gentagne gan­ge til ham, alle de returnerede breve.


Lusker om i sidegaderne for at nde hans bil, så jeg kan se, om han er hjemme.  Han kan have fået en ny! Den kan stå i en an­­­dens navn, så po­li­ti­et kan ikke hjælpe. papegøjeplader. Hvad har han gang i? Dén stan­d­ard, som min skovfe med sit dy­re tøj sætter. Eller har Sylvia forvand­let sig? Igen?


Ja, hun skifter personlighed i sit nye asyl, som reaktion på affekt­reten­tio­nen fra op­­væksten, hvor Sylvia hele tiden skulle danne bro til tvillinge­søs­ter­­­­­ens vand­ki­­­­­­mæ­re. Stormomsust    eller stille?    mødes oceaner om kap!


Be­gyndelsen af december, så forestår fødslen, så vidt jeg er orienteret.


Jeg
er den ulyk­kelige far. Vi, Sylvia og jeg, halvtvillingerne, mødes til for­­­­­­­­­­­so­­nin­gens gyld­­­­ne ti­me. Alting var en drøm. Hvornår, hvornår, hvor­når? Glem­­me, glemme, glem­­­­­­­­­­me, aldrig mere nogensinde var du atter hjem­­me!

Har Sylvia overhovedet eksisteret? Jo, der er hendes spage stemme på svareren, hendes H2O-taske, den med SPA-vandet, og hendes lange, mørke­­blonde, ne hår, som stammer fra børsten, og som jeg har liggende med en lille sløjfe om, i en lille konvolut som en fetish. Fotografierne, er dew ikke bevis nok? Maleren, som hun har siddet model for, han kan vidne!


DRØM VI. Vandfald styrter overalt med ubønhørlig dødelig kraft ned, døg­net rundt, år ud og år ind og ned, ned, ned, slipper aldrig det monu­men­tale greb om vor trage­di­e. Se, nu standser det skummende gardin, tiden står med eet stille, drø­­net fra buldrende vand­mas­ser ti­er også. Vandfaldet vi­ser sig at være en gla­cial mar­­morkolonnade i neo-klas­sik! En paradetri­bune fra tre­di­verne! Al van­det for dets fod er størknet til is, man kan gå helt op til slø­ret, bare være for­sig­tig, for der er glat og sikkert også farlige gletscher­spal­ter, og se, se, jeg kan gå igen­­­nem glas­­­­­­­væg­­­gen og træder da ind i en hal!


Og der møder jeg hele men­neske­hed­ens historie.


Jeg åbner for radioen, hører kun brusende støj fra højt­­ta­lerne.

En fejl i antenneforbindelsen, i kablerne? Nej, det er trans­mis­s­ionen af lyden fra mægtige vandfald; Cd’erne gengiver nemlig også bru­sen­­de støj, dag ud og ind lyder kærlig­hedens kakofoni i den terminale fase.

DRØM VII. Sylvia hviler på et klippeplateau til alle sider omgivet af mægtige vand­­fald, skovfeen er blevet hjemløs i de brændende skove, der nu har efter­ladt en ør­ken af lava, visne bregner dækket af evig is, mens smel­te­vand yder til flo­derne på deres iltre vej mod havet, over slet­ter­ne, som de gra­ver dybe dale ned i, hvorpå de kaster sig viljeløst frå­dende, til alle sider de­ter­­mi­nis­­tisk ned og ud over klip­­­­­pe­skræn­­­­ten, dækket med kas­ka­­­­­­dernes fast­­­fros­ne, hvi­de skum­sprøjt, be­­standig pis­kende for­svundet un­der dan­nel­­se af små regn­­bu­er i tåge­dale, hvis klamme slør dæk­ker skov­­feen Syl­vias fød­­­der, snu­b­­­­­­­­­­­­­­­­­­­lende ov­er erind­rings­rester og ak­sende sy­ner. Selv damp­­­­skyen størk­­­­ner i luften. Syl­­vi­as kø­lige og svale grot­­­te, en dryp­stens­hule af frå­den­de kalk, be­fol­­­ket med druider i hvi­de ge­­vand­ter, myto­lo­giske dværg­turser med Hil­ðurs træk, ko­­­­re­­anske kon­­­­­ku­bi­­ner, lyk­ke­lige, bli­de, samt endelig Sylvia  klædt ud som an­­tik­ alf, hun tryller og blæser sæbebobler med sine let stive, ce­­­re­mo­­ni­­­el­le be­væ­gel­ser; hun er ikke til at kende, thi her i grotten under vand­­fald­et er hun ty­de­­­ligvis i sit es, vir­ker næsten helt kåd, da hun kårer mig til helt, helt! Imid­lertid vågner jeg, hus­ker kun enkelte detaljer om kvinder jeg har kendt siden mit sidste anfald af gemelli­septi­vira. Alt er nu kon­fu­si­on.

<>DRØM VIII. Solgryets blodlilla rødme over sorte, forrrevne klip­­per; is­land­­ske sætninger gjalder ufor­ståe­ligt og ek­kostolt mellem gale fjeld­skræn­­ter, nej, se, kæm­pestore træer på smul­dret jordsmond! Flo­den drib­ler sig ud­­over slet­ten, bag mig høres barne­gråd, tursekvinden lægger mumlende spæd­barnet, svø­­­­belses­bar­­­­net, i kurven, der sæt­­tes ud over strømmen med al fos­­­­ter­van­d­et. O nordlys, elektrostatisk blafrende vilde genskær af atmos­fæ­r­en, smelt blot iskalotten med dit ble­ge skin, thi når havene stiger, over­svøm­mes, nej, jeg har ikke lært ta­lens brug, lader ingen be­snakke, slet ingen psy­kologi hjæl­­per her, ingen intel­lektuelle mekanismer kan brin­ges til virksomhed, ud­en om­­sorg, sympati og instinkt, vi vil, vi vil, vi vil tavse og stumme druk­ne   

Vil vi drukne, vie sind i fred i dødens dybe dukkert! Men nej, jeg er jo bar­net, svøbelses­bar­net, der vær­­­ge­løs driver og duver med strøm­men, for ha­s­­­­­tigt at lade sig opsluge af glubende vilde vandfalds tilintetgøren­de styrt:


Regndråbepræludiet. Vandfald. Regndråbepræludium, vandfald...
Om lidt bli’r her lidt stille, om lidt er det forbi. Fik du set det, som du ville, fik du hørt din melodi? Om lidt, forladt, alene, danser cirkusprinsessen rundt, standser på sin line
i et angstfuldt druknedødt sekund. Om lidt, kæ­re Sylvia, om lidt er vi borte. Husk mig ikke, glem i mareridtets korte lynglimt mig i drømmens vilde hjem, hjem, hjem - - -
Sølv­floden svulmer op, fossen er knivens skarpslebne æg. Vi skal bare li­ge ud over kanten på fossen, den øverste kant, og den nederste, før sart og iskoldt vand atomiseres, splintres mod den hårde klip­­­­­­pe. Vi kan ik­ke holde på vand­et. Livet er imidlertid forlængst forbi i døende sko­ve. Er li­v­et blot et spædt kildevæld, der finder vej til havet, men forinden ato­­­mi­­seres i vandfald, ligger brak i søers dynd? Det er under alle om­stæn­dig­he­der meg­­et vær­­­re end rut­sje­banen i Tivoli – åh, nej, Tivoli, byen ved Sabiner­bjer­ge­nes fod, ud­­enfor Rom, Rom med Romolus og Remus, tvillingerne, der grund­­lag­de Rom, de blev sat ud på Tiberen, Tivoli har også et vandfald! Vand­fald og Villa d’Es­te!

Katarakten med alle karaktererne og katederne – inkontinens og fe­bril­sk hypo­m­a­ni! Tvillingesyndrom! Tro vakler på de styltehøje hæle, håb kas­ter an­ker i en ud­­­­­­tør­ret, tom flodseng, ved foden af en øde bro; vind farer vild i labyrintiske og util­gæn­ge­­li­ge, brændende sko­ve, kær­lighed viser sig at væ­­re et bundløst hav af idel for­­­tviv­l­else, tår­er­nes flod og fos­sens brusende styrt ud i in­­­tetheden, hvilken tordnende afslut­ning på li­vets sym­­­­­­foni, tomme skrig hos de fordømte i dét altomfattende helvede, som kaldes na­tur­ens or­den!


Der er en bro over vandet, en gruset overgang, der på smult vand for­binder de to breder! Sandhedens blinde nat hviner forfærdeligt og ud­­en var­­sko for de for­­­res­­te, der skal over bro­en. 1. september. Torden og lyn­ild var­­­sler fe­ber, raser forbi, dan­­ser be­stan­d­igt over lav hori­sont, slægts­forsk­­­nin­g­ens fos­sile raison’­être. Kære søster, Sylvia Vorster van den Broek, San­­­d­ra Vor­ster van den Bro­ek, Sylvia, Sandra, og vi for­enes om­si­der. Alle fire? To! Tre?


7 års ulykke! I syv år skal to issyle skeletagtigt hamre om kap mod slet­­­­­­­­­­ter­nes driv­­­­is, før den evige nat, hvor Ge­mel­­­­­­liseptivira bryder ud. Og tiden er omme, brugt op, inde, til Roms grundlæggelse, dødsimperiet, til, til – – –


Til Bruden i sort fø­­­­res lidende, festligt, men næsten under tvang hen mod nedstyrt­nings­­ste­det, dukkes og dumpes i den evi­g-natlig bru­­­sende flod!


Mølleåen, ja, floden født af en døende må­nes tå­r­er, for­an den evige nat, solen død, mindet ly­der gen­nem skovafbrænding og mægtige høstbål til­lige, ild­­­­ha­­vets alt­­op­slugende in­ferno­: Ulmende og stedvis stjer­ne­blin­­­­­de træ­­­­stam­­­mers lue­ i løv an­tænder rygende mos og lav, tvinger tu­sin­de flam­­­­­­me­ål og jam­­­­­­­­rende vild­­­­kat­­­­­te på flugt for støv fra utallige blade, hvis raslende as­kes ved­­­­­var­en­­de tam­­­­bourin­bjæl­­­­­­der, i­blan­­­­­­­­det knit­ren­de pi­­le­­krat, glø­­­­­­­d­ende tjørn, æld­gam­­­­­le el­­me segner om­­­­­kuld, ensom­me, tusindårige ege, der sukker, idet de styr­­­­­­­­­­­­­ter i grus, og has­­­tigt stivner, for­­­­ste­ner til krlystalinsk kul, og dyr, mennes­ker og selv skov­­­­feer al­le for en kryd­ser floden og døden og fry­ser til is.


Til evig tid, til evig tid, evigt – før vi skal bli­­­­ve eet.

F   I   N



Læs endvidere Madeline Rundstens epilog
samt kunstmaleren Mikaël Latours referendum
klik her

Til foromtalen af Sylvia-romanen
klik her

MillennivMs forside
klik her