Hvad skovfeen fortalte - uddrag af Madeline Rundstens roman: Tvillingen ≈ Sylvia ≈

Madeline Rundsten:

TVILLINGEN

» SYLVIA «

- beretning om en tvilling og hans hede romance
til Sylvia Vorster van den Broek

Hvorfor kaldte jeg dig for skovfe? Men du kaldte allerede dig selv for en skovfe, dengang jeg så dig som vision på Mallorca. Selv dit navn: »pigen fra skoven«! Gamle skove er så kloge, fordi de har levet så længe, ved så meget. Du, med din gamle slægt, er sådan et gammelt træ, selv med dine grønne blade, dit kloge, rolige og uanfægtede ansigtsudtryk gennemskuer du alting, selv en kommende psykolog som undertegnede. Du er ligeså klog og alvidende som din belgiske slægtning, spåkonen Anibas, som du fortalte om.

Ja, du har en diagnose. Hvem har ikke det? Du er fejlmedicineret. Anoreksien er, som jeg ser det, kun et symptom, ikke noget modeideal, vel? Hvad har de sagt? Skizofrenia paranoia? Autisme? Det er også kun symptom. Min teori er, at du har påtaget dig tvillingerollen dobbelt, fordi din søster blev sat ud af spillet – måske syndromet kan udligne din krise; som du ved, overføres gemelliseptivira ikke til barnet, er mere demokratisk-aristokratisk end aids.

Om lørdagen, i det gode vejr, tog vi i Dyrehaven, til Peter Liep. Søndag tog vi ind til byen, for at besøge Mikaël i hans atelier på Christianshavn. Maleren havde imidlertid travlt, frygtelig stank af fransk terpentin.

Vi besteg derpå Vor Frelsers Kirkes spir. Var inde ved Vandkunsten, spiste kage på Tokanten. Jeg holdt dig næsten hele tiden i hånden, nervøs for, at du skulle miste balancen og falde ud over rækværket, k overbalance og styrtede ned. Eller måske løb væk? Fløj min skovfe bort?

Ikke løbe langt på de 12 centimeter høje stiletter, og den ålestramme nederdel. Oppe under kuglen erfór jeg, at vi ikke var kærester mere. Du brækkede sig ned i dybet. Derpå den frygtelige nedstigning, krybende.

Sylvia drømmer: »Jeg drømmer, at de høje stiletter forvandler sig til stylter af varierende højde, snart tyve meter høje, snart adskillige kilometer, så øjet helt omslutter øer, eller Island, som jeg kan vade over til som ingen ting. Vender tilbage, til Gørlev, Gent, Kirke Stillinge og Sandra i Sorø, hun står og råber ad mig dernede, hun er på størrelse med en fed myre. Og jeg ser din bror fra ryggen, han går på stylter og har dummepeterhat på.«

Mandag, på en af de allerførste rigtige forårsdage, den tyvende marts, ringede min bror så på ved tretiden, for at invitere os ud at køre en tur op langs Strandvejen i det gode vejr. Postbudet ringer som bekendt på to gange. Vi havde været til lægen for at få de zyprexa-tabletter, og noget creme mod hendes eksem, og været tidligt oppe, for at bestille tid, og være sikker på at kunne komme til. Vi havde nemlig om fredagen været på folkegistret, hun havde fået min læge. Sæt nu Sylvia ikke betyder Pigen fra Skoven, men Via Salaria, saltvejen, med ørkenvandringer. Jeg spurgte ikke til Anibas Dubois.

Jeg var dødtræt, og lod hende glide ud af mine hænder. Sylvia ville komme hjem til spisetid. Behøver jeg at nævne, at hun udeblev? Bror ringede ved ni-tiden. Jeg kaldte ham for kussetyv, smed resolut røret på. Lige efter ringede Sylvia, hendes stemme forekom ekstra spag og utydelig, ville aftale et møde, jeg begyndte at hviske, hun ville bare vide, hvordan hun kunne få sin H₂O-taske. Hun var tilsyneladende færdig med mig.

Og siden har hun været hos ham. Jeg er lammet af sorg og knugende fortvivlelse. Ringede i påsken, k at vide, at hun nu boede hos ham. De var adspurgt »ikke kærester«, de »bollede ikke«. Men jeg kender min bror. Eller skal vi sige: »kendte«. Hvis det virkelig er sandt, at hun bare skal installeres som logerende, hvorfor så al denne luskede tavshed bag om ryggen på mig?

Jeg har været en idiot, indrømmet. Lider al jalousiens kvaler og føler mig røvrendt af dem begge. Jeg begynder at gå ved siden af mig selv.

Forhører mig hos Folkeregistret. På Sylvias adresse på Geminivej er der kun tilmeldt den samme. Sylvia Vorster van den Broek, ugift, ikke fraskilt. Hun har rigtig nok en tvillingesøster, Sandra Vorster van den Broek på en Apollovej i Sorø. Mit ufødte barn står endnu ikke i folkeregistret!

Slutningen på historien, for så vidt som der er tale om en sådan, er noget summarisk, jeg har stadig affæren alt for tæt inde på livet, til at jeg kan udbrede mig om den, mere end jeg har gjort her. Jeg undlader tillige indiskretioner. Sylvia var stukket af fra Nordvang i august i fjor. Det anede mig. Tvangssprøjter med sedativ-neuroleptikum, Risperdal mod psykotisk angst.

Telefonen ligger i sengen. Tager den i søvne. Broder skælder mig huden fuld. Om jeg tror, at hun vil have sig en ny mødom, om jeg virkelig troede, at hun havde en hymen for stemmebåndet, og derfor ikke kunne tale kraftigt, om jeg forestillede mig, at hendes BH var groet fast, så den skulle skrælles af? Måske samtalen slet ikke fandt sted, uden i min spegede hjerne.

En nummerviser kunne afsløre sandheden. Sandheden – hvem interesserer sig for den? Demonstrationen foran USA-ambassaden foregik foran tvillingebroderens vinduer. Men hvem interesserer sig for sandheden. Sabelraslen i natlige skove.

Hvad så man for resten det forår, 2003 i biografen? » Hun hed ›Sabina Spielrein‹ «, var i lmen »ung«, tillige fyldt med »glæde«! An die junge Freude, ich bin aber verloren. Ja, sige det på hjerternes sprog: flammende amsk kan jeg ej! Nachts ging das Telefon, und ich wußte schon, es kannst nur du sein. Immer wieder hör’ ich deine Stimme sagen: »du, ohne dich kann ich das Leben nicht ertragen...« Sylvia forholder sig tavs.

Der findes mennesker, som er født med hjertet i den forkerte side. Sindslidende? Hjernen er stort set symmetrisk, delt i hemisfærers halvdele, bortset fra koglekirtlen, epifysen. Er sjælen symmetrisk? Libido, længsel efter forening, dødsdrift er forstening, klamt og sort vand pisket til hvidt skum.

Drøm III. Med naty over et sortladent ocean. Pludselig sætter motorerne ud, vi svæver et stykke før vi for alvor taber højde. Vågner ved sammenstødet, badet i sved, skrigende. Sygdomserkendelse er sådan en drøm.

Drøm IV: Står midt i stuen, udenfor tuder skibene, jeg dirigerer hele Wagners Rhinguldet for Sylvia, mens hun sidder eller ligger på sofaen. Fafner og Fasolt fremstilles af trafikken; drøm, ønskedrøm, ønsket om fortsættelse, Lufthavnen, det hele, Rundetårn på høje hæle, nedstigningen fra et fejlsnoet tårn, dødsdriften, det hele. Operanalen indtræder, guderne skal ud på regnbuen Bifrost, jeg vågner, ramt af lyn, torden og afasi. Vand fosser nu med voldsom kraft ned fra oven; opsluges af iskoldt vand, splintres nådesløst mod klippegrund. Vågner derpå grådkvalt, river dag itu, brudt i strimlede lagner.

Jeg længes, længes, længes ihjel, mens minderne jages på porten.

Alt er forbi. Jeg har grædt så meget denne sommer, pådraget mig kronisk øjenbetændelse. Allergi? Gemelliseptivira! Lægen giver mig øjensalve med penicillin, kloramfenikol, foruden noget beroligende. Jeg sitrer nemlig af kulde, syvårsfeberen på anmarch. Jeg græder dagen lang, hulker løs i kaskader, lige fra morgenstunden, til jeg om natten døser hen til forjagede drømme.

Hjerneskanninger, der viser gemelliseptiviras irreversible og terminale ødelæggelsesværk i min hjerne, i frontallapperne, i pons og navnlig i den sorte substans, substantia nigra, stormangrebet på Spiermanns G-faktor, Winterreises rablende udflugtsmål, det skingrende irreversible vanvid fører til døden.

Vaginalsymbolernes fossende våde lagner, inkontinens, tårer, sovepiller opløst i søvnløse puder, brusende oder, fostervand, druknedåb og dumhedens sejr over tanken, intuitionen, forstanden, gal mands værk, virkelighedens totale opløsning, oplysningstidens undergang og tilværelsens tilintetgørelse i verdensaltets tordenalter, hvor alting falder og falder og intet stiger.

Er Sylvia nu på samme tid i sit nye asyl rolig og stille som et spejl?

Nej, også hun må atter være på farten, evig på flugt smo flodens vand, der søger ned imod havet, mens rejsen går fra å over bæk til kildevæld i våren.

Den vilde flods skumhvide fos hjemsøger os i syner, til vi skriger af angst, knust mod længselens hårde klippe, splintret mod frygtens fjendtlige fjeld, myrdet og tilintetgjort, tilintetgjort og myrdet. Prøver Sylvias Risperdaltabletter. Mental bio-tex, interne, dumme, blinde, sandblæste spejle, berøvet tankens kraft. Ak, stakkels tvillingesøster!

Sylvia stiger akrofobisk op, op, op på sine høje hæle. Til evig tid, onde bror! Vil jeg hade dig, som du hader mig! Hån og foragt, druknedødens dårskab. Hvor stærk er mit had? Myrd! Hævn! Dræb! Gemelliseptivira vil udbrede sin svamp til hele verden, udslette den halve menneskehed, som derpå vil bukke under for tvillingesyndromet og spalte sig i to arter! Thi disse to menneskearter skal til evig tid bekriges! Så meget hader vi nu hinanden!

Inden da skal vi gennemstrømmes af styrtende vandmasser, hele oceaner skal fare igennem vore hjerners dobbelte hemisfærer, tvende tvillingehjerner besmittet med den onde parasit, alle tvillingers skæbne. Dræbes i tankens splintrede spejl! Syndod! Fostervand! Til evig tid skal det vare!

DRØM. Først inviteres læseren her på en lille ekskursion, inden jeg fortæller om min drøm, eller rettere drømme, de kommer i serier.

Er til Anes ateistiske bisættelse på min fødselsdag i tvillingens tegn med en kvindelig studiekammerat fra psykologi (der er mest kvinder på psykologi), Malene Lundstrøm. Malene interesserer sig for erhvervspsykologi.

Ane Voss er pludselig bukket under for syndromet. Bindesbølls sorttjærede kapel på Holmens Kirkegård, hvor der blandt andet synges Michael Navers gribende digt om cirkusprinsessen. Ingen bror tilstede. Vi gik ned ad Dag Hammerskjölds Allé. Jeg holdt min ledsagerske, denne studiekammerat, Malene Lundstrøm, i hånden, for at gøre »dem« jaloux. - Det er de tre vinduer deroppe! sagde jeg dæmpet pegende, diskret, men synligt oppefra.

- Dér med de røde mursten? Vinduerne står åbne! Nogen er hjemme. Skal vi ringe på? Spurgte Malene drilsk. - Anede din bror noget om sagens rette sammenhæng? At en af jer smitteder hende med den frygtelige virus?

- Men Ane er død nu. Og Mona er lebbe! Ringe på hos min bror? Er du tosset! Aldrig i livet! Den lede kussetyv, jeg ser ham aldrig mere! Aldrig! Se det store vindue til højre! Det er soveværelset, persiennerne er trukket for, intet vindue står åben. Måske sover de ud oven på nattens udskejelser. Overtager Anes lejlighed, men dukker ikke op til hendes bisættelse! Sjuft!

- Eller han er ikke hjemme! Du er godt nok jaloux! Og paranoid? Måske ved han ikke, at hun er død. Af tvillingesyndromet! Det kan være en neurotisk reaktion! Mon de er ude at rejse, han og din Sylvia? foreslog Malene, som jeg har har et helt igennem platonisk og studierelevant forhold til.

- Vi var sammen i julen, hende og jeg. Hendes søster, Sandra er ved bedre huld. Har ikke hørt fra bror, eller Sylvia for den sags skyld, siden påske. Hun er helt i hans magt nu, yttet ind i hans lejlighed, uden telefon, kun hans mobil, som han tager med sig på arbejde. Han arbejder som metrosteward. Ellers hænger han på netcafeerne, af samme grund undgår jeg metroen.

- Han har ingen computer? Tag dig i agt for double folie à deux!

- Ballet som dødedans? Nej, den skal man undgå; han har ingen computer, har vel ikke råd, med den husleje. Det undrer mig, at min tvilling, denne selvhenførende nar, kan handle så kynisk, optræde så strategisk, opportunt, har nu holdt på Sylvia så længe, efterhånden lige så længe som jeg...

- Hør, når alt gøres betydningsfuldt, er intet betydningsfuldt! Pas på! Pas desuden på, ikke at få selvmedlidenhed! Hun var dårligt selskab for dig, du skulle aldrig have involveret dig, og bliv heller ikke psykolog for din egen skyld! Og prøv at leve lidt sundt! Aldrig forelske sig i sin analysand!

Ja, jeg er forelsket! Skriver nu på denne beretning, ved skumringstide driver tordenvejr forbi, tankerne yver tilbage til min lykkelige vinter. Her lades, ud fra en objektiv betragtning alt håb ude. Jeg er subjekt, kun Sylvias historie kan redde mig. Men erindring overskylles af glemsel og fortvivlelse!

Drøm V. Jeg får tilsendt en nøgle til brors lejlighed. Han er ikke hjemme, breve stilet til ham fra banker, telefonselskaber og H:S etc. ligger på kommoden, fars nerede kommode ude i entreen, og heller ikke i etagèren, farmors etagère, som nu står sprøjtelakeret grå. Inde i soveværelset ligger min broders enmandsseng med bar madras, der er ikke noget sengetøj. Ved siden af sengen ligger på gulvet en hestehårsmadras, med et krøllet lagen. Bordet med ridsen i inde i stuen er ryddet, stereoanlægget tændt, men spiller ikke.

Drejer til højre, ind i mellemstuen, befinder mig, hvor der oprindelig har været spisestue, og hvor en logerende bor bag et skærmbrædt. Her er åbenbart slet ingen hjemme. Jeg kalder på bror, kalder på Sylvia. Mit hjerte hamrer. Ude i den halogen-illuminerede korridor med de neutrale, hospitalsagtige og nerveberoligende vægge, ingen særlig luderrød eller koralrød kulør, korridoren, der fører ud til køkkenet, og dørene ind til værelserne på den ene side, tager jeg i dem, men de er låste, vil se, om nøglen passer, men jeg holder ikke mere en nøgle i hånden, men en saks, en lille, spids saks, sådan en, som man bruger til at klippe i papir med, eller måske det er en n, gammel sysaks. Kokkens tveæggede sværd!

Roder i lommen, men nder kun små klippestykker, skarpe og eroderede runde sten og grus imellem hinanden. Jeg må kun prøve een dør. Fra køkkenet høres rislende vand. Det må være Sylvia! tænker jeg. Derpå vågner jeg, er kun hjemme hos mig selv, udenfor regner det.

Opsøger en diset grå formiddag Sylvia på hendes gamle bopælsadresse ude i højhuset i forstaden, netværk, aktivitet, bolig og oplysning? Gennem brevsprækken ser jeg tørrestativet i køkkenet med det samme tøj, og mobilen i sin oplader. Under brevsprækken ligger formodentlig en vældig dynge af ulæste breve, rudekonvolutter og weekendaviser. På ejendomskontoret får jeg at vide, at lejligheden er sagt op, fraytning til privat boligmasse. De kan desværre ikke oplyse den nye adresse, folkeregistret kan måske hjælpe. Måske udlandet, måske et indre eksil, sindssygens stolte imperium. Plasken, brusen, brølen, bragen. Sylvia, jeg savner dig! Mine tårer er en od, min gråd en fos! På en rå og dyster centerbodega derude støder jeg ind i en gammel bekendt fra rusåret, som viser sig at kende Sylvia, men han ved intet. Kun jeg ved, hvor hun er. Hemmelig er denne viden, som jeg gerne var foruden.

En nabo henne fra Bellevuevej, på vej til stationen: - Jeg så dig forresten med Sylvia for noget siden, var det ikke Förster van de Huus hun hed.

- Hvor kender du Sylvia fra? »Vise nabo sart vand«?

Naboen insisterede: - Fra Selvmordskollegiet, det er vel ti år siden.

- Ja Sylvia, ja, vi kommer ikke sammen mere. Hun forsvandt.

- Hollandsk afstamning, ikke sandt? Søsteren Sandra er underlig, det er de for så vidt de begge. Ja, de lignede godt nok hinanden, men Sylvia, for det var vist hende forleden, er kommet til at se så tynd ud, har hun anoreksi?

Anskaffer mig en mobil med taletidskort. Ringer til brors døve mobil, mens brudeparret nyder livet ved rivieraen. Han talte om at tage til Sydfrankrig. Jeg lægger ingen besked, vil bare vide, hvor de er, men det eneste, som jeg får at vide, er, hvor de ikke er. Hvor jeg savner hende. Der er ingen kontakt. Ensomhed, desperation, håbløshed, fortvivlelse! Ringer gentagne gange til ham, alle de returnerede breve.

Lusker om i sidegaderne for at nde hans bil, så jeg kan se, om han er hjemme. Han kan have fået en ny! Den kan stå i en andens navn, så politiet kan ikke hjælpe. papegøjeplader. Hvad har han gang i? Dén standard, som min skovfe med sit dyre tøj sætter. Eller har Sylvia forvandlet sig? Igen?

Ja, hun skifter personlighed i sit nye asyl, som reaktion på affektretentionen fra opvæksten, hvor Sylvia hele tiden skulle danne bro til tvillingesøsterens vandkimære. Stormomsust – eller stille? – mødes oceaner om kap!

Begyndelsen af december, så forestår fødslen, så vidt jeg er orienteret.

Jeg er den ulykkelige far. Vi, Sylvia og jeg, halvtvillingerne, mødes til forsoningens gyldne time. Alting var en drøm. Hvornår, hvornår, hvornår? Glemme, glemme, glemme, aldrig mere nogensinde var du atter hjemme!

Har Sylvia overhovedet eksisteret? Jo, der er hendes spage stemme på svareren, hendes H₂O-taske, den med SPA-vandet, og hendes lange, mørkeblonde, ne hår, som stammer fra børsten, og som jeg har liggende med en lille sløjfe om, i en lille konvolut som en fetish. Fotografierne, er dew ikke bevis nok? Maleren, som hun har siddet model for, han kan vidne!

DRØM VI. Vandfald styrter overalt med ubønhørlig dødelig kraft ned, døgnet rundt, år ud og år ind og ned, ned, ned, slipper aldrig det monumentale greb om vor tragedie. Se, nu standser det skummende gardin, tiden står med eet stille, drønet fra buldrende vandmasser tier også. Vandfaldet viser sig at være en glacial marmorkolonnade i neo-klassik! En paradetribune fra trediverne! Al vandet for dets fod er størknet til is, man kan gå helt op til sløret, bare være forsigtig, for der er glat og sikkert også farlige gletscherspalter, og se, se, jeg kan gå igennem glasvæggen og træder da ind i en hal!

Og der møder jeg hele menneskehedens historie.

Jeg åbner for radioen, hører kun brusende støj fra højttalerne.

En fejl i antenneforbindelsen, i kablerne? Nej, det er transmissionen af lyden fra mægtige vandfald; Cd’erne gengiver nemlig også brusende støj, dag ud og ind lyder kærlighedens kakofoni i den terminale fase.

DRØM VII. Sylvia hviler på et klippeplateau til alle sider omgivet af mægtige vandfald, skovfeen er blevet hjemløs i de brændende skove, der nu har efterladt en ørken af lava, visne bregner dækket af evig is, mens smeltevand yder til floderne på deres iltre vej mod havet, over sletterne, som de graver dybe dale ned i, hvorpå de kaster sig viljeløst frådende, til alle sider deterministisk ned og ud over klippeskrænten, dækket med kaskadernes fastfrosne, hvide skumsprøjt, bestandig piskende forsvundet under dannelse af små regnbuer i tågedale, hvis klamme slør dækker skovfeen Sylvias fødder, snublende over erindringsrester og aksende syner. Selv dampskyen størkner i luften. Sylvias kølige og svale grotte, en drypstenshule af frådende kalk, befolket med druider i hvide gevandter, mytologiske dværgturser med Hilðurs træk, koreanske konkubiner, lykkelige, blide, samt endelig Sylvia klædt ud som antik alf, hun tryller og blæser sæbebobler med sine let stive, ceremonielle bevægelser; hun er ikke til at kende, thi her i grotten under vandfaldet er hun tydeligvis i sit es, virker næsten helt kåd, da hun kårer mig til helt, helt! Imidlertid vågner jeg, husker kun enkelte detaljer om kvinder jeg har kendt siden mit sidste anfald af gemelliseptivira. Alt er nu konfusion.

<>DRØM VIII. Solgryets blodlilla rødme over sorte, forrrevne klipper; islandske sætninger gjalder uforståeligt og ekkostolt mellem gale fjeldskrænter, nej, se, kæmpestore træer på smuldret jordsmond! Floden dribler sig udover sletten, bag mig høres barnegråd, tursekvinden lægger mumlende spædbarnet, svøbelsesbarnet, i kurven, der sættes ud over strømmen med al fostervandet. O nordlys, elektrostatisk blafrende vilde genskær af atmosfæren, smelt blot iskalotten med dit blege skin, thi når havene stiger, oversvømmes, nej, jeg har ikke lært talens brug, lader ingen besnakke, slet ingen psykologi hjælper her, ingen intellektuelle mekanismer kan bringes til virksomhed, uden omsorg, sympati og instinkt, vi vil, vi vil, vi vil tavse og stumme drukne –

Vil vi drukne, vie sind i fred i dødens dybe dukkert! Men nej, jeg er jo barnet, svøbelsesbarnet, der værgeløs driver og duver med strømmen, for hastigt at lade sig opsluge af glubende vilde vandfalds tilintetgørende styrt:

Regndråbepræludiet. Vandfald. Regndråbepræludium, vandfald... Om lidt bli’r her lidt stille, om lidt er det forbi. Fik du set det, som du ville, fik du hørt din melodi? Om lidt, forladt, alene, danser cirkusprinsessen rundt, standser på sin line
i et angstfuldt druknedødt sekund. Om lidt, kære Sylvia, om lidt er vi borte. Husk mig ikke, glem i mareridtets korte lynglimt mig i drømmens vilde hjem, hjem, hjem - - - Sølvfloden svulmer op, fossen er knivens skarpslebne æg. Vi skal bare lige ud over kanten på fossen, den øverste kant, og den nederste, før sart og iskoldt vand atomiseres, splintres mod den hårde klippe. Vi kan ikke holde på vandet. Livet er imidlertid forlængst forbi i døende skove. Er livet blot et spædt kildevæld, der finder vej til havet, men forinden atomiseres i vandfald, ligger brak i søers dynd? Det er under alle omstændigheder meget værre end rutsjebanen i Tivoli – åh, nej, Tivoli, byen ved Sabinerbjergenes fod, udenfor Rom, Rom med Romolus og Remus, tvillingerne, der grundlagde Rom, de blev sat ud på Tiberen, Tivoli har også et vandfald! Vandfald og Villa d’Este!

Katarakten med alle karaktererne og katederne – inkontinens og febrilsk hypomani! Tvillingesyndrom! Tro vakler på de styltehøje hæle, håb kaster anker i en udtørret, tom flodseng, ved foden af en øde bro; vind farer vild i labyrintiske og utilgængelige, brændende skove, kærlighed viser sig at være et bundløst hav af idel fortvivlelse, tårernes flod og fossens brusende styrt ud i intetheden, hvilken tordnende afslutning på livets symfoni, tomme skrig hos de fordømte i dét altomfattende helvede, som kaldes naturens orden!

Der er en bro over vandet, en gruset overgang, der på smult vand forbinder de to breder! Sandhedens blinde nat hviner forfærdeligt og uden varsko for de forreste, der skal over broen. 1. september. Torden og lynild varsler feber, raser forbi, danser bestandigt over lav horisont, slægtsforskningens fossile raison’être. Kære søster, Sylvia Vorster van den Broek, Sandra Vorster van den Broek, Sylvia, Sandra, og vi forenes omsider. Alle fire? To! Tre?

7 års ulykke! I syv år skal to issyle skeletagtigt hamre om kap mod sletternes drivis, før den evige nat, hvor Gemelliseptivira bryder ud. Og tiden er omme, brugt op, inde, til Roms grundlæggelse, dødsimperiet, til, til – – –

Til Bruden i sort føres lidende, festligt, men næsten under tvang hen mod nedstyrtningsstedet, dukkes og dumpes i den evig-natlig brusende flod!

Mølleåen, ja, floden født af en døende månes tårer, foran den evige nat, solen død, mindet lyder gennem skovafbrænding og mægtige høstbål tillige, ildhavets altopslugende inferno: Ulmende og stedvis stjerneblinde træstammers lue i løv antænder rygende mos og lav, tvinger tusinde flammeål og jamrende vildkatte på flugt for støv fra utallige blade, hvis raslende askes vedvarende tambourinbjælder, iblandet knitrende pilekrat, glødende tjørn, ældgamle elme segner omkuld, ensomme, tusindårige ege, der sukker, idet de styrter i grus, og hastigt stivner, forstener til krlystalinsk kul, og dyr, mennesker og selv skovfeer alle for en krydser floden og døden og fryser til is.

Til evig tid, til evig tid, evigt – før vi skal blive eet.

F I N

Læs endvidere Madeline Rundstens epilog
samt kunstmaleren Mikaël Latours referendum
klik her

Til foromtalen af Sylvia-romanen
klik her

MillennivMs forside
klik her