Pressemeddelelse

Omtale i en kronik i morgenavisen Jyllandsposten
bladr i bogen her
George: ANTICHRIST
VIDES (tidl. KLM)
http://millen.dk/KLM.htm
link til
Forlaget MillenivMs fortegnelse over Madeline Rundsten-titler
http://millen.dk/Rundsten-titler.html
OBS! Forhandlere
henvises til
distributøren
www.bod.dk
NB! Verkäufern
wird verweisen
zur Verteilung der
www.bod.de
ISBN
978-87-90699-08-6
Omtale i en kronik i morgenavisen Jyllandsposten
|
TEKSTRÆKKEN
VIDES - 2009

Wivel og George, Ringens herrer: Kronik i Jyllands-posten
Mikael Busch, lektor, Kolding Offentliggjort 06.07.09 kl. 03:00
Hvem var den Stefan George, som havde forledt Ole Wivel til en heroiserende
dyrkelse af ”overmennesket”? Med en første oversættelse af George til dansk får
danske læsere nu mulighed for at kigge den unge Ole Wivel i kortene, skriver
kronikøren.
For få år siden kom det frem i lyset, at Ole Wivel, en de mest fremtrædende
skikkelser i efterkrigstidens danske kulturliv, i sin ungdom havde sværmet for
overmenneskelignende forestillinger. Han havde ikke været medlem af det danske
nazistparti under ledelse af den korpulente Fritz Clausen. Så banalt var det
langtfra.
Der var snarere elitære og åndsaristokratiske forestillinger
på spil: opflammet af Wagners Opera-cyklus ”Ringen” og især af Stefan Georges
digtsamling ”Den syvende ring” (1907) dyrkede han og de øvrige medlemmer af
sammenslutningen ”Ringen” - f.eks. den fremtrædende museumsmand Knud W. Jensen -
heroiske forestillinger om en karismatisk førerskikkelse.
Wivel har selv
i sin erindringsbog ”Romance for Valdhorn” erkendt sin ungdoms
”romantisk-heroiske vildfarelser”.
Problemet var bare, at Wivel lige til
sin død i 2004 langt fra erkendte dybden af disse vildfarelser: at han fejede en
håndfuld tidlige overmenneskedyrkende digtsamlinger ind under gulvtæppet og
først daterede sin litterære debut til 1948 (”I Fiskens Tegn”) og at han først
langt inde i krigen erkendte, at han havde været temmelig galt afmarcheret med
hensyn til verdensanskuelse.
Mest belastende for Wivel var det nok, at
han havde udfoldet bestræbelser for at overtale maleren Ole Høst til at melde
sig til tysk krigstjeneste på Østfronten. Ole Høst drog af sted og satte livet
til for de afsporede idealer.
Wivels vildfarelser var altså værre end
som så. Han blev siden moralsk på andres vegne. Som en dansk pendant til Günter
Grass. Den tyske nobelprismodtager havde gjort tjeneste ved Waffen SS og efter
krigen fungeret som Tysklands selvbestaltede moralske overdommer. Der var dog
den ikke uvæsentlige forskel, at Günter Grass kun var 17 år gammel, da hans
vildfarelser foldede sig ud, mens Ole Wivel var et sted i 20'erne.
Det
værste var imidlertid ikke vildfarelserne i sig selv, eller den sene erkendelse
af dem. Det værste var, at Wivel ikke af sig selv lagde kortene på bordet. Det
gjorde Grass trods alt (omend først da han havde rundet de 80 år!).
Sådan
ser Klaus Rifbjerg med flere ikke på sagen. I en støtteerklæring til Ole Wivel
slog de til lyd for, at Wivel ikke skal dømmes på sin ungdoms vildfarelser: ”Det
er livsforløbet, der tæller, indsatsen i den store sammenhæng” (Dagbladet
Information, 16/10 2007).
Tage Skou-Hansen skrev ikke under på
støtteerklæringen. Det fremgår af Anita Brask Rasmussens debatbog, ”Hånden
over Ole” (Informations Forlag, 2008), at han ser helt anderledes på Ole
Wivel-affæren.
Skou-Hansen er stærkt utilfreds med at være blevet ført
bag lyset af sin gamle ven. Wivel burde have vidst, at han, Skou-Hansen, ikke
ville have fordømt ham. Tværtimod kunne man forestille sig - tilføjer denne
kronikør for egen regning - at eftertiden kunne have haft stor gavn af at erfare
fra Wivels egen mund eller pen, hvordan hans ungdoms ”romantisk-heroiske
vildfarelser” kunne opstå.
Hvem var den Stefan George, som Ole Wivel
havde ladet sig opflamme af, og som han selv havde skrevet en upubliceret
prisopgave om (”Stefan George og hans Stilling i tysk Aandsliv”, 1943)?
Stefan George (1868 -1933) var en udpræget dandyskikkelse, der levede
sit liv på evig vandring mellem samtidens metropoler: London, hvor han
angiveligt opdagede sin egen homoseksualitet; Paris, hvor han traf symbolisten
Mallarmé og dennes digterkreds, hvorved han udviklede sin eksklusive og elitære
kunstopfattelse, som slagordsagtigt kan sammenfattes under betegnelsen l'art
pour l'art (kunst for kunstens egen skyld); Berlin, hvor han studerede tre
semestre på universitetet og Wien, hvor stiftede bekendtskab med det litterære
vidunderbarn Hugo von Hofmansthal.
I begyndelsen var forholdet mellem de
to digtere ganske intimt - i bogstaveligste forstand. Snart trak Hofmannsthal
sig dog noget tilbage og endte med at bryde forbindelsen helt.
George
var noget af et sproggeni. Han lærte sig selv en halv snes fremmedsprog,
herunder dansk for at kunne læse og oversætte J.P. Jacobsen til tysk. Hans egne
digte udkom i tidsskriftet ”Blätter für die Kunst”, som han selv var med til at
etablere.
Det meget eksklusive skrift, som kun udkom i få hundrede
eksemplarer, blev distribueret i tre udvalgte boghandler i Berlin, Wien og
Paris. Et højdepunkt i Georges ungdomsdigtning blev nået med samlingen ”Das Jahr
der Seele” (”Sjælens år”) fra 1897. Heri oplever digteren kærlighedens
forandring gennem årstidernes skiften.
Der er dog på ingen måde tale om
traditionel naturlyrik. På intet tidspunkt smelter jeg'et sammen med naturen.
Tværtimod. Naturen, som fremstilles som tæmmede landskaber - fortrinsvis parker
- danner baggrund for sjælens samtale med sig selv. Digtene bærer præg af
overlegen klarhed og strenghed. Det smukkeste digt i ”Sjælens år” - og i tysk
lyrik overhovedet - er det allerførste:
”Komm in den totgesagten Park
und schau”.
Lad mig på dette sted lægge kortene på bordet og erkende,
at det var netop dette digt, som opflammede min egen begejstring for Georges
digte. I hvert fald den unge Georges. Og det behøver jeg heller ikke at skamme
mig over.
Man kan selvfølgelig hævde, at den kult, George efterhånden
blev genstand for - i præstelignende gevandter oplæste han sine digte for en
udsøgt kreds af mandlige tilhørere - var noget patetisk. Måske ligefrem
ufrivillig komisk - selvironien var ikke fremherskende. Ligefrem farligt var det
vel ikke. Men det kunne det blive.
Hvor kredsen omkring George i
begyndelsen havde været en sammenslutning af ligesindede, forvandlede den sig
efterhånden til et hierarki. Øverst stod ”føreren” George, nederst befandt sig
hans unge, mandlige disciple.
Også digtsamlingerne dyrkede i stigende
grad en Nietzsche-inspireret overmenneskeforestilling. I ”Das neue Reich” (1928)
toner George for så vidt rent flag, som han forkynder et nyt, hierarkisk samfund
på grundlag af et åndsaristokrati.
Denne åndelige førertanke var
selvfølgelig vand på nazisternes mølle. George takkede dog nej, da Joseph
Goebbels i 1933 tilbød ham stillingen som præsident for et nyt tysk
digterakademi. Hans utopi var snarere en slags digterstat, et ”hemmeligt
Tyskland”, der mest af alt lignede et genfødt Grækenland.
Den elitære
åndsaristokrat, som livet igennem havde adskillige jødiske venner, havde intet
tilovers for det nye regime. Han tog til Schweiz, hvor han døde samme
år.
George havde ikke noget imod at blive dyrket af kredsen af disciple.
Tværtimod. Der er kritiske røster, der mere end antyder, at hans digtning
ligefrem blev drevet frem med et bestemt formål: at indlede amourøse
forbindelser med udvalgte disciple. Men kan man bebrejde George, at en del af
disciplene gik over til nazisterne? Eller at Ole Wivels ring dyrkede ham i
Danmark?
Man kunne faktisk også drage den modsatte konsekvens af hans
eksklusive digte. Det hører nemlig også med til historien om George, at
Hitler-attentatmanden Claus von Stauffenberg udgik fra George-kredsen.
Stauffenberg reciterede hyppigt George-digtet ”Antikrist” i dagene op
til det mislykkede attentat den 20. juli 1944.
Faktisk døde Stauffenberg
muligvis med en George-henvisning på læberne, idet han ifølge øjenvidner enten
råbte »Leve det hellige Tyskland« eller »Leve det hemmelige Tyskland« lige inden
han blev skudt. ”Hemmeligt Tyskland” er titlen på ét af digtene fra ”Das neue
Reich”.
I modsætning til f.eks. Rainer Maria Rilkes værker er Stefan
Georges digte aldrig blevet oversat til dansk i større målestok. Før nu.
På Forlaget Millenium har Madeline Rundsten (f. 1975) netop
oversat/gendigtet og kommenteret et større udvalg - næsten 400 sider - af
Georges digte (Stefan George - ”Den øde stad”. Digte i
udvalg.)
Den læser, der måtte have fattet interesse for Georges digte
og ikke kan læse dem på originalsproget (hvor de selvfølgelig gør sig bedst) -
og som samtidig kan leve med udgiverens idiosynkratiske stil - har nu mulighed
for at kigge den unge Ole Wivel i kortene.
Mikael Busch, lektor, Kolding
Offentliggjort 06.07.09 kl. 03:00
http://jp.dk/opinion/kronik/article1746529 |

|