Wivel og George,
Ringens herrer:

For få år siden kom det frem i lyset, at Ole Wivel, en de mest fremtrædende skikkelser i efterkrigstidens danske kulturliv, i sin ungdom havde sværmet for overmenneskelignende forestillinger. Han havde ikke været medlem af det danske nazistparti under ledelse af den korpulente Fritz Clausen. Så banalt var det langtfra.

Der var snarere elitære og åndsaristokratiske forestillinger på spil: opflammet af Wagners Opera-cyklus ”Ringen” og især af Stefan Georges digtsamling ”Den syvende ring” (1907) dyrkede han og de øvrige medlemmer af sammenslutningen ”Ringen” - f.eks. den fremtrædende museumsmand Knud W. Jensen - heroiske forestillinger om en karismatisk førerskikkelse.

Wivel har selv i sin erindringsbog ”Romance for Valdhorn” erkendt sin ungdoms ”romantisk-heroiske vildfarelser”.

Problemet var bare, at Wivel lige til sin død i 2004 langt fra erkendte dybden af disse vildfarelser: at han fejede en håndfuld tidlige overmenneskedyrkende digtsamlinger ind under gulvtæppet og først daterede sin litterære debut til 1948 (”I Fiskens Tegn”) og at han først langt inde i krigen erkendte, at han havde været temmelig galt afmarcheret med hensyn til verdensanskuelse.

Mest belastende for Wivel var det nok, at han havde udfoldet bestræbelser for at overtale maleren Ole Høst til at melde sig til tysk krigstjeneste på Østfronten. Ole Høst drog af sted og satte livet til for de afsporede idealer.

Wivels vildfarelser var altså værre end som så. Han blev siden moralsk på andres vegne. Som en dansk pendant til Günter Grass. Den tyske nobelprismodtager havde gjort tjeneste ved Waffen SS og efter krigen fungeret som Tysklands selvbestaltede moralske overdommer. Der var dog den ikke uvæsentlige forskel, at Günter Grass kun var 17 år gammel, da hans vildfarelser foldede sig ud, mens Ole Wivel var et sted i 20'erne.

Det værste var imidlertid ikke vildfarelserne i sig selv, eller den sene erkendelse af dem. Det værste var, at Wivel ikke af sig selv lagde kortene på bordet. Det gjorde Grass trods alt (omend først da han havde rundet de 80 år!).

Sådan ser Klaus Rifbjerg med flere ikke på sagen. I en støtteerklæring til Ole Wivel slog de til lyd for, at Wivel ikke skal dømmes på sin ungdoms vildfarelser: ”Det er livsforløbet, der tæller, indsatsen i den store sammenhæng” (Dagbladet Information, 16/10 2007).

Tage Skou-Hansen skrev ikke under på støtteerklæringen. Det fremgår af Anita Brask Rasmussens debatbog, ”Hånden over Ole” (Informations Forlag, 2008), at han ser helt anderledes på Ole Wivel-affæren.

Skou-Hansen er stærkt utilfreds med at være blevet ført bag lyset af sin gamle ven. Wivel burde have vidst, at han, Skou-Hansen, ikke ville have fordømt ham. Tværtimod kunne man forestille sig - tilføjer denne kronikør for egen regning - at eftertiden kunne have haft stor gavn af at erfare fra Wivels egen mund eller pen, hvordan hans ungdoms ”romantisk-heroiske vildfarelser” kunne opstå.

Hvem var den Stefan George, som Ole Wivel havde ladet sig opflamme af, og som han selv havde skrevet en upubliceret prisopgave om (”Stefan George og hans Stilling i tysk Aandsliv”, 1943)?

Stefan George (1868 -1933) var en udpræget dandyskikkelse, der levede sit liv på evig vandring mellem samtidens metropoler: London, hvor han angiveligt opdagede sin egen homoseksualitet; Paris, hvor han traf symbolisten Mallarmé og dennes digterkreds, hvorved han udviklede sin eksklusive og elitære kunstopfattelse, som slagordsagtigt kan sammenfattes under betegnelsen l'art pour l'art (kunst for kunstens egen skyld); Berlin, hvor han studerede tre semestre på universitetet og Wien, hvor stiftede bekendtskab med det litterære vidunderbarn Hugo von Hofmansthal.

I begyndelsen var forholdet mellem de to digtere ganske intimt - i bogstaveligste forstand. Snart trak Hofmannsthal sig dog noget tilbage og endte med at bryde forbindelsen helt.

George var noget af et sproggeni. Han lærte sig selv en halv snes fremmedsprog, herunder dansk for at kunne læse og oversætte J.P. Jacobsen til tysk. Hans egne digte udkom i tidsskriftet ”Blätter für die Kunst”, som han selv var med til at etablere.

Det meget eksklusive skrift, som kun udkom i få hundrede eksemplarer, blev distribueret i tre udvalgte boghandler i Berlin, Wien og Paris. Et højdepunkt i Georges ungdomsdigtning blev nået med samlingen ”Das Jahr der Seele” (”Sjælens år”) fra 1897. Heri oplever digteren kærlighedens forandring gennem årstidernes skiften.

Der er dog på ingen måde tale om traditionel naturlyrik. På intet tidspunkt smelter jeg'et sammen med naturen. Tværtimod. Naturen, som fremstilles som tæmmede landskaber - fortrinsvis parker - danner baggrund for sjælens samtale med sig selv. Digtene bærer præg af overlegen klarhed og strenghed. Det smukkeste digt i ”Sjælens år” - og i tysk lyrik overhovedet - er det allerførste:

”Komm in den totgesagten Park und schau”.

Lad mig på dette sted lægge kortene på bordet og erkende, at det var netop dette digt, som opflammede min egen begejstring for Georges digte. I hvert fald den unge Georges. Og det behøver jeg heller ikke at skamme mig over.

Man kan selvfølgelig hævde, at den kult, George efterhånden blev genstand for - i præstelignende gevandter oplæste han sine digte for en udsøgt kreds af mandlige tilhørere - var noget patetisk. Måske ligefrem ufrivillig komisk - selvironien var ikke fremherskende. Ligefrem farligt var det vel ikke. Men det kunne det blive.

Hvor kredsen omkring George i begyndelsen havde været en sammenslutning af ligesindede, forvandlede den sig efterhånden til et hierarki. Øverst stod ”føreren” George, nederst befandt sig hans unge, mandlige disciple.

Også digtsamlingerne dyrkede i stigende grad en Nietzsche-inspireret overmenneskeforestilling. I ”Das neue Reich” (1928) toner George for så vidt rent flag, som han forkynder et nyt, hierarkisk samfund på grundlag af et åndsaristokrati.

Denne åndelige førertanke var selvfølgelig vand på nazisternes mølle. George takkede dog nej, da Joseph Goebbels i 1933 tilbød ham stillingen som præsident for et nyt tysk digterakademi. Hans utopi var snarere en slags digterstat, et ”hemmeligt Tyskland”, der mest af alt lignede et genfødt Grækenland.

Den elitære åndsaristokrat, som livet igennem havde adskillige jødiske venner, havde intet tilovers for det nye regime. Han tog til Schweiz, hvor han døde samme år.

George havde ikke noget imod at blive dyrket af kredsen af disciple. Tværtimod. Der er kritiske røster, der mere end antyder, at hans digtning ligefrem blev drevet frem med et bestemt formål: at indlede amourøse forbindelser med udvalgte disciple. Men kan man bebrejde George, at en del af disciplene gik over til nazisterne? Eller at Ole Wivels ring dyrkede ham i Danmark?

Man kunne faktisk også drage den modsatte konsekvens af hans eksklusive digte. Det hører nemlig også med til historien om George, at Hitler-attentatmanden Claus von Stauffenberg udgik fra George-kredsen.

Stauffenberg reciterede hyppigt George-digtet ”Antikrist” i dagene op til det mislykkede attentat den 20. juli 1944.

Faktisk døde Stauffenberg muligvis med en George-henvisning på læberne, idet han ifølge øjenvidner enten råbte »Leve det hellige Tyskland« eller »Leve det hemmelige Tyskland« lige inden han blev skudt. ”Hemmeligt Tyskland” er titlen på ét af digtene fra ”Das neue Reich”.

I modsætning til f.eks. Rainer Maria Rilkes værker er Stefan Georges digte aldrig blevet oversat til dansk i større målestok. Før nu.

På Forlaget Millenium har Madeline Rundsten (f. 1975) netop oversat/gendigtet og kommenteret et større udvalg - næsten 400 sider - af Georges digte (Stefan George - ”Den øde stad”. Digte i udvalg.)

Den læser, der måtte have fattet interesse for Georges digte og ikke kan læse dem på originalsproget (hvor de selvfølgelig gør sig bedst) - og som samtidig kan leve med udgiverens idiosynkratiske stil - har nu mulighed for at kigge den unge Ole Wivel i kortene.

Mikael Busch, lektor, Kolding

Offentliggjort 06.07.09 kl. 03:00

http://jp.dk/opinion/kronik/article1746529