HÅBET I SKYGGEN AF

DEN SKØNNE UHYGGE


MADELINE RUNDSTEN

interviewet af Jes Brinck Olesen

Sensommeraften, september 2002, nærmest hed, lilla himmel og jordbær­far­vet lød. Vi befinder os på tagterassen til den kridende hvide funkisejen­dom på Christianshavn i København, midt imellem Christians­kikens fal­liske klassicismespir til den ene side og Frelserkirkens frivolt snoede vertigo-rokokospir til den anden. Under vore fødder lægges sidste hånd på metrostationens stenbefæstning. Madeline Rundsten er et sted sidst i tyverne, usædvanlig ele­gant klædt, adspurgt drejer det sig om en Oleg Cassini-kopi fra 50'erne. Hun er stærkt sminket, ta­ler hurtigt, dæmpet, køligt, kynisk, med opsparet energi, smiler ikke meget gen­nem sin maske, kun forekommende, afglidende. Talen går på det mærkelige forlag MillennivM. Rundsten forklarer:

Ja, forlaget er nu ikke min idé, egentlig er det en forening, en klub el­ler et selskab, tryksagerne er kun en lille del af den samlede virksom­hed, der måske støtter undergravende arbejde, man ved aldrig, hvad G. A. Sar­torio har i ærmet! Måske international terrorisme? Det er altså også et køkkenforlag, men ikke i mit køk­ken! Ideen stammer fra denne franskmand af italiensk afstamning, G. A. Sar­torio. Ideen var først og fremmest at udgive nogle tekster af Isabelle Damotte, samt manifestet Hvad vi vil! Jeg blev først hægtet på som cam­panion fellow i 19­98/99. Isabelle, som jeg har lært at kende gennem G. A. Sar­torio, har skrevet på fransk, som er hendes modersmål, igennem mange år, hendes Les Couloirs de la rue, Le Miroir og Jeux ero­tiques , ram­mer vist fint tonen fra Ana­ïs Nin og Colette, den ero­tiske tradi­ti­on, Mar­guerite Du­ras...

Kan man sige, at Damotte fik Dem til at skrive?

Jo, det kan man godt. Et stykke ad vejen var det et inspireret team work . Bortset fra barndommens stile, der ganske vist ikke var ud­en litterære prætentioner, blot ikke havde samlet sig til alvor, ikke nødvendigvis alvorligt i sujettet, i den store stil, den, som Vilhelm Wanscher beskrev, dog ikke dødbideragtigt og heroisk, men ironisk og med et glimt i øjet, som det nu er passende for mig som kvinde, så havde jeg indtil for 3 år siden endnu ikke lært at ud­tænke noget stort, end mindre gennemført dette stort tænkte, det var i de forudgående år som sagt ikke blevet til noget, bortset fra et romanudkast, stemningsdigte og så nogle dra­matiske skitser. Skolestilen, hvilket stilløst begreb! Isabelle Damotte var for mit vedkommende den igangsættende, ja: ansporende og loyale kraft for mine bestræbelser og litterære ambitioner.

Isabelle Damotte skriver også digte?

Ja, og derfor blev min debut også digte. Vi havde en lille disput om rim. Min franske kollega hælder til den opfattelse, at rim, altså enderim, er forældet. Tiden råber ellers på orden og symmetri, det skal være tvangfrit, naturligvis. Totalt forældet, selvom det er en meget udbredt antagelse. Netop derfor helt forkert, efter min opfattelse. Det drej­er sig om klassisk holdning og formsans, også på overfladen.

Kunne rimdistancen ikke hænge sammen med, at dansk er frem­med­­sprog for Damotte?

Herregud, Isabelle har haft tilknytning til Danmark i over ty­ve år! Og hun taler bedre dansk end de fleste indfødte! Og skriver bedre digte end jeg! Det siger måske ikke så meget, men hun er den fødte digter! Når hun er rigtig sur, siger hun, at nogen er: „Dum som en mur”, og udover at være et fortrinligt stavrim er det jo også af stor poetisk virkning, omtrent som hos surrealisterne i 30'­erne...

Og så er det jo muligvis også motto for en af Deres bøger! Hvor­dan skal tit­len »MUR« forstås? Er den et anagram?

Nå, ja, RUM? Den eksisterer endnu stort set kun inde i hovedet på mig, så den skal jeg ikke sige for meget om. Ana­gram? Nå ja, det kan være både verbet »at murre« i imperativ og så et substantiv, en mur, uden artikel. Og det er jo også et rim, spejlanalogi i Barthes' forstand, på tværs, i betydningslaget. M useet for U niversel R eligiøsitet, kunne det tydes. Skal jeg indrømme, at det er rent pjat? Det er det slet ikke! Overhovedet ikke på nogen måde, komplet udelukket!

Deres tre første romaner har mandlige hovedpersoner. Hvor­for?

Kald det kærlighed! Jeg skriver om mænd, på samme måde som Rifbjerg skriver om kvinder. Det er litterært crossover.

Lars Bukdahl kalder jo Deres rim for naive?

Han har sådan set ret. Men de er også kyniske. Måske en hentydning til kvindekønnet, mistænkeliggørelsen, bevidst enfoldighed, kynisme, i hvert fald ironi, kritikere ser ironi alle mulige steder. Mener kritikerne nu „enfoldig enfoldighed”, så siger de indi­rek­te, at man er dum. Ikke godt at vide i denne den mest tvetungede af alle tidsaldre, med den fremherskende flokindividu­alisme. Ironiens dystre baggrund er censuren, tankvækkende! For har det ikke altid har været sådan?

Og det bør man? Tage alt ironisk?

Et stykke hen ad vejen, hvis jeg må udtale mig ironisk. Jeg er ikke perfid, tværtimod meget solidarisk! Made­line Rundsten slår en klar latter op. Naiv, men samtidig ironisk. Det er som om hun er blevet tidlig voksen, og så alligevel ikke. Vi ser begge udover byens tage og tier en stund. Jeg fremsætter et nyt spørgsmål: Hvad får Dem til at ville skrive en bog om den italienske filminstruktør Luchino Visconti? Og hvad slags bog bliver det?

Jeg er liden skabelig, ikke viden skabelig. Visconti har alle en el­ler an­den me­ning om. Hvad der fascinerer mig, når man sådan skræl­ler snobberiet, og snob er allerede hos Tha­cheray, der op­fandt glosen, ka­rak­teriseret ved at være en særlig lat­terlig form for forfængelighed, bort, træder billedet frem af en kunst­ner, der i alt hvad han foretager sig, gør det overlegent. Visconti skaber kunst af stor og slående virkning, suveræn i både den store form og helt ned i detaljen, selv „fejl” får en dybere mening. Ligesom hos Karajan eller Furt­wäng­ler.

Skabe for os eller rettere: sig selv?

Hvad sagde jeg? Potent, stor, er af helt underordnet betyd­ning, trængt igennem den folkelige forståelse i Kirkegårds fædreland.

De mener, den med den „hiin enkelte”?

Det er menneskeligt at fejle, er nærmest en pligt. Naturligvis.

Og hvem er så denne hin enkelte ?

Ifølge den narcissistiske verdensopfattelse er det naturligvis en selv. Og i videre forstand den elskede. Det går nu ud på et, som når man ser sit ansigt i et spejl, eller i en natlig, fra indersiden oplyst rude.

Vi har været inde på Deres værker, både de få udgivne, de re­elt ek­sis­­terende, de virtuelle. Hvordan holdes de mange værker ude fra hin­anden?

Det er sådan set kun et spørgsmål om et veludviklet cortex og især neo­cortex. Virtus betyder dyd. Virtuelt må være dyden, af nødvendigheden, sandt for dyden! Hør, det vil koste en formue at få søsat

alle bøgerne, og når de ikke udkommer på et renommeret forlag, holder læseren, selv hiin enkelte, sig tilbage. Forlagspolitikken er sti­finder i udgivelsesvildnisset, selv for anmeldere; og det er ikke til at forstå, for selv de etablerede jugementsforlag udgiver meget bras. Faktisk kan man i sit misantropiske hjørne godt tro, at de rafler om manuskripterne. Folk synes på den anden side grebet af en skrivemani . Jeg tror, at det skyldes computeren. Jeg har da også fået mere eller mindre ulæste manuskripter retur, jeg har ikke været tilstrækkelig stædig og vedholdende. Måske praktiseres der fjernlæsning à la Blavatzky! Det kunne give anledning til selvransagelser. Måske jeg alligevel ikke er fræk nok!

Det er ellers ikke, hvad man kan læse ud fra Deres tekster!

Jeg tror ikke på en direkte sammenhæng mellem kunstneren og hans værk. Se bare på Malthus! Maleren til de mange spegede motiver var helt igennem borgerlig og uden motiv! Eller de mange krimiforfattere er skabskriminelle? Måske de skriver ud fra personlige erfaringer? Uhørt spændende erindringer af en eller anden ukendt Lundin...

Og Deres læseres erfaring, eller manglende erfaring?

Ja, jeg har altid syntes, at der var noget fordækt, nærmest sippet pornografisk ved kriminallitteratur. Læserne af den slags sny­de­por­no må da være skruet mærkeligt sammen inden i hovedet. At være draget mod ulovligheder, det er da mistænkeligt! Forresten, der er lavet sociologiske undersøgelser på det. Jeg har en veninde, som ustandselig hidser sig op ov­er »pornoficeringen af det offentlige rum«. Selv bader hun topløs på stranden, hvilken ironi! Og hvad med bilreklamerne? Børneporno på nettet er en ting, de langt mere ud­bredte websites for våben og biler får ikke nær den samme opmærksomhed i medierne. Prøv f.eks. www.ammodump.com. Dét synes jeg er en skandale!

Men vi kommer fra litteraturen. Mænd læser jo kun brugsanvisninger, manualer, og det er de som regel også bedre til end kvinder. Derfor er markedet for pornografisk litteratur så lille, ja, nærmest ikkeeksisterende, for mænd er til gengæld litterære analfabeter. Porno, altså billedporno, er så groft ulækker, ja lige­frem krænkende eller endda uhyggelig, fordi den ikke møder modstand. Måske vi kvin­der alligevel er for sippede! For at være artig, kan man sige, at vi sublimerer. Så læser vi krimi'er, eller disse voluminøse biografier, hvor vi speler os i berømmelsen. I de hårdkogte PUK modern-bøger har jeg valgt at løbe linen ud, statistik er trods alt dybest set svindel. Jeg skriver mellem linierne, sådan bør jeg læses, det kan ingen statistik heldigvis gennemskue.

De har selv en biografi på trapperne?

Nå, Viscontibogen? Videoen? Kunstbøgerne? De skal netop primært dreje sig om værket, eller bolden, om man vil, og ikke om man­den. Ellers var det ikke noget nyt. Selvbiografierne, hvor jeg hænger min bror ud? Dem har De af gode grunde ikke læst!

Madeline Rundsten byder på en Sarah Bernhardt-kage.

Ja, de er nede fra lagkagebageren. Gid han ville tage sin konditorgerning (eller er det et kald?) lige så alvorlig som sine speltboller, og forsyne Sarah Bernhardt med en kan­diseret viol.

Hvorfor er det så vigtigt? spørger jeg vantro.

Sarah Bernhardts glansrolle var som Kameliadamen, og hun hedder jo Violette i stykket. Hvem kan spille sådan noget i dag? Jeg me­ner, blandt de unge af vores generation?

Men Sarah Bernhardt var heller ikke helt ung...

Da hun sidste gang gik på scenen som Kameliadamen, var det på krykker, det er sandt. Stine Stengade er meget flot, sådan modesmuk, Søren Spanning som Germont, det må gerne væ­re et udstyrsstykke, dog helst ik­ke på den­ne stive Hotel Proforma-puritanske måde, statuarisk størknet, kedsom­melig, uden realisme, i grunden på sin egen kunstlede måde ga­b­­ende ukunst­nerisk og berøringsangst.

Nogen vil mene, at De, frøken Rundsten, selv skriver både op­styl­tet, krukket og manieret.

Ja, syltekrukken med de dramatiske tekster kræver da heller ikke en relistisk spillestil, som afgjort er noget af det sværeste, hvis det skal nå ud i salen. Film var for en Fellini mere maleri end dramaturgi. Teatret står på en anden måde i ordets tjeneste, og det huer ikke dogmeskue­spillerne. De kender hans lignelse om Den hvide klovn og August? Den ene er den hvide klovn og den anden, eller den anden er den hvide klovn, og den første er den hvide klovn. To af samme slags, det findes ikke. Improvisationens forudsætning er simpelthen intuition.

De dyrker sport?

Tja, ridning, bueskydning og fægtning (floret), sport er dog ikke uden det irriterende moment af fare, hvori det moderne menneske søger be­tydning og betydningsfuldhed. De kadavertvungne, såkaldte legems­øvelser i skolen ødelagde alt. Hånden på hjertet, konkurrencer er kedelige som køreplaner! Jeg var berider som teenager, holdt op i tde; ri­der nu ude­lukkende på en gammeldags damesaddel i dybe, stille, dystert forstenede Albrecht Altdorfer-skove. Og bor i den store by!

Ja, og De rejser en del i den tredje verden. Opfatter De Dem selv som en skønlitterær antropolog? Og holder De kamel, som rygtet vil sige?

Nej, på ingen måde. Jeg holder bare så meget af Sahara! Skal vi nu ind på min holdning til Sharia? Også i Danmark har vi haft døds­straf med tilbagevirkende kraft (efter besættelsen)! Ja, jeg „går ind for” ste­ning. Eller skal vi sige: Kristen sharia. Ligesom vi har kristen jihad , nemlig korstogene, har vi også kristne fatwaer (bandbuller og edikter), og selvfølgelig også sharia, det er inkvisitionen. Kristendommen står ik­ke så langt fra islam, selv tilsløring af kvinder, denne smukke tradi­ti­on kom til Islam fra det krist­ne Byzans, er på en måde vendt tilbage.

Stening er også ekstremt demokratisk, folket som bøddel. Grundlæggende er stening forresten ikke så meget et spørgsmål om seksualmoral, mere om, hvem der er barnets far, moderskabet kan ikke på samme måde drages i tvivl. Sharia er simpelthen indført for at skabe klare linier, og så hviler den på guddommelige principper om Guds almægtige magtudfoldelse... Jeg er for iøvrigt selv infibuleret, hvilket jeg kun kan anbefale andre kvinder og mødre, man føler sig dejlig ren og stram. Det medfører også, at hele kroppen bliver erogen. Indgrebet er ganske enkelt og minimalistisk. Jeg er arg modstander af integration, mindreværdsprovincialismen fra 1864 er klaustrofobisk og sølle. Jeg er ikke politisk korrekt, det er min borgerpligt at være uenig! Desuden – hvem inter­esserer sig i grunden med ildhu for det danske sprog i dag?

De interesserer Dem altså levende for beduinerne. Er det på grund af det eksotiske, det fremmedartede?

Både og... Primært som betragter... De ved, det æstetiske synspunkt, fra Kant. Islam er ikke en ørkenreligion, derimod et byfænomen, Mekka, Medina... Man anklager Islam for at være en anakronisme, ja, al religion for at være det, som om ateismen og materialismen var det højeste stadie, hvilket forudsætter misforståelsen om historiens progressivitet, om udviklingen , løgn og fup, siger jeg, udviklingspyramiden er et udtryk for totalitær tankegang. Islam som noget sta­tisk, kristendommen som noget dynamisk, det vil sige opportunisme. Hvor er de kristne martyrer idag, idet mindste i denne del af verden? Hygge, hygge, hygge! Man har ikke ret, fordi man mener at befinde sig i en anden tid og på et „højere” stade, det er hyklerisk og gemen chauinisme. Jeg vil hellere tale om min bror. Vi spørger tit hinanden til råds. Tadzio-konceptet er en kolektiv idé, noget er så igen genuint.

De tænker på hans tegninger til VERS?

De lå faktisk på lager. Damotte tegner selv så brilliant, i en streg, der minder om hendes måde at skrive på, det er slet ikke noget, jeg har evner for. Så spørger jeg min bror, kunstmaleren, om han ikke alligevel ikke kan illustrere min digtsamling. Så trak han denne bunke tegninger frem af skuffen. Underligt, ikke? Der var i tusindvis af tegninger, blandt så mange må nogle passe til min tekst. Det gjorde de så! Ved at vælge og vrage skaber man sammenhæng! Kald det intuition!

Vil det sige, at han ikke har læst Deres digte?

Nej, det tror jeg i grunden ikke. Hvorfor skulle han også det? Det er kun på film, og så i operaen og i liedkunsten, at sådan noget undtagelsesvist kan fore­komme, ellers taler kunstarterne ikke med hinanden. Folk keder sig og klapper, fordi det omsider er omme. Og så er der endelig TV-nørderne, hypnotiseret af den moderne Volksemfänger !

Og disse mennesker beskæftiger sig heller ikke med Dem?

Nej, TV, eller Internettets globale provincialisme, stjæler al idioternes tid, når fyrene ikke spiller, eller chatter lidt med, lige meget!

Jeg nipper til likøren. Drister mig så til følgende improviserede spørgsmål: - Madeline Rundsten, Deres koncept­kunst, f. eks. Millennium-konceptet, er det i grunden ikke blot en makaber spøg?

Ingenlunde. Heller ikke Paradisprojektet fra 1993, som min bror udførte, med ur og det hele, men som jeg ud­tænkte den astronomiske skala for, fandt på ideerne, de ideer, som er kernen i den konceptuelle kunst, det var en skoleopgave, Hans Jørgen gav den farve i kinderne så at sige. Ellers er værkerne ganske i den al­vorlige ånd fra gruppen omkring Torben Ebbesen og Ny Abstraktion. Min bror havde Torben som lærer på Skolen for Brugskunst i 70'erne, det hjalp hverken ham eller mig, der endnu dengang gik i skole, til guldmedaljen. Paradis-præmien gik vist til en enkel, klumset og grim blyantsskitse bestående af to streger, mnima­lis­men var allerede dengang i 1993 på banen. Det begyndte i 1989, muren, nej, Bauhus, reformation­en, billedfjendske udraderinger af hulemalerier, altid har der været strammere, så vidt jeg er underrettet, man får nu om dage næsten ing­en ting at vide om fortiden! Vi er først blevet opmærk­somme på det nu, bagefter, under frihedens svøbe. Friheden! Ald­rig har men­nesker været så ufri som i dag! Det hele løber sammen i en hyk­lerisk blanding af puritansk snerperi og til-fadet-hedonisme. Minimalismens flagellanter år nul. Minimalstat eller minusvækst, går det ikke ud på eet? Hvad synes De om likøren? Det er altså ikke narko! Ma­de­li­ne Rundsten ranker sig pludseig og utålmodig, idet hun plirrer måbende med øjnene, for at kunne se skarpt i den lilla aften­rødme: Spørg nu til mine litterære præferencer!

Og Tadzio, hvem er han? Er det drengen fra „Døden i Venedig”?

Tadzio er nu en pige! Ok, det er selvfølgelig ikke noget svar. Hvem hun er, det ved jeg ikke, det kan også være lige me­g­et, hvad der tæl­­ler er hendes fremtoning, »Tadzio« er hendes portræt, så at sige.

Ja, hvis De kan nævne nogle etablerede, velkendte navne.

Så må jeg først nævne Jørgen Sonne. Og Inger Christensen, Jørgen Gustava Brandt. Preben Major Sørensen. Iselin Her­man (selv­om hun ikke bryder sig om Wagner). Tove Dit­lev­sen; Anne Charlotte Lef­fler, Louise Tegner! Blandt prosaforfatterne kan nævnes flere, Pontoppidan, J. P. Jacobsen, Herman Bang. Også Ka­ren Blixen for hendes stilsikre pasticher eller måske snarere hendes ironi, som hun har tilfælles med H. C. Ander­sen, måske lidt mindre sentimentalt, og alligevel postmodernistisk, på trods af, eller snarere i kraft af pastichepræg­et.

De læser ikke udenlandske forfattere?

Jeg har lige nævnt både en svensker og flere jyder. Ærlig talt, det bliver ikke det store. Norfolk er meget fascinerende, mange englændere, foruden Thomas Bernhard, som jeg stiftede bekendtskab med som teenager. Eco, Primo Levi, Camus, Jünger, Solitarius, Thomas Mann, Harry Martinson, Edith Södergran, Österling, Lagerquist, Emily Dickinson, natur­lyrikken, og storbyen: Trakl, Auden, Ungaretti, Karin Boye, Bond, Benn, Bimmler, Baudelaire, Murdock. Fay-øh, Ovid! Byatts, helt uopsprættede udgaver af Alice Thompson. Nok nu? Utroligt forresten, at lyrik ikke bliver læst i større udstrækning, end tilfældet er. Skolen ødelægger læselysten, så at der bagom det spordannende kun bliver det journalistisk beskrivende tilbage, og hermed de utallige biografier efter Thurman-recepten. Biografier har et ufortjent ry for konkretisme. I virkeligheden står en digtstrofe sig bedre overfor reklameblokken eller som ren hovedpude, strofer istedet for slogans, ikke som hos svindleren Strunge, der vitterlig digtede i slogans, en punk reklame­tekst­forfatter, fuld af grå selvynk og patetisk Rimbaud-manér.

Mener De ikke, at han var sin generations talerør?

Hold op! Jeg ved godt, at denne middelmådighedens og det utilpassede massemenneskes politiske poet er „hellig”... Det mest inter­es­sante ved ham er faktisk hans død, der fremstår som nødvendighed, en glimrende idé, Werther som asfaltkitch. Fupmageren Strunge er pensum, men var socialist, og selv om eleverne af 68'erne indoktrineres og påtvinges ham som pensum, hvem, bortset fra forvirrede og desperate ATTAC-anarkister og lignende sekterikere, er socialister idag? Minimalismen – det er når utopien er død, så vidt er det nået! Liberalis­men, med dens fundamentalistiske, fikse løsninger, til­hører på samme måde historiens losseplads, selv om folk ikke fatter det. Pseudoheroiske fraser, som „det lange seje træk”-retorik, gi'r mig kvame...

Vil De give en Christian Kampmann et lignende skudsmål, som det, De - posthumt - tildeler Michael Strunge?

Jeg interesserer mig kun for litteratur som kunst.

Og Klaus Rifbjerg?

Han er da ikke helt død endnu. Opblæste nar! Tonstunge dødvægt! Søren Ulrik Thomsen virker anderledes appelerende ,relativ ærlig. Digte er ofte lettere at gå til end mustensro­ma­ner à la Norfolk eller Byatts, digte er som coke, med hurtig effekt. Men hvad rager det masserne? Problemet er nu, at demokratiet efter to hundrede år ved magten har afskaffet eliten, som – måske sentimentalt, snobbet og med tiltagende vemod – følte sig forpligtet. Pop„kul­tur­en” der­i­mod er reklamekult, amerikansk po­liti­pro­­pa­gan­da, luderreklame, pinlig pral, lir, forbrugs­stimulerende og overflade­materialistisk infam løgn med laveste fællesnævner, en uforskammethed, simpelthen en blamage!

Man kan der ikke propaganderes for lødige produkter?

Eller holdninger? Bevidsthed og farisæisk frelsthed! Meningsaflad, i Luthers lutrede ånd! Og jeg er ikke færdig: Holdninger per se er rygrad uden krop og sansning, uden virkelighed, firkantet som det nye, grimme DR-2-bank-logo, eller som metrostationen dérnede, med de firkantede lamper, dét tegner til at blive et rigtig arkitekttegnet Limbo. Og så alt det cerebralgrå! Hvis folk, til en begyndelse ville droppe bilen, modstå fristelsen til at udfylde alle hullerne i tænderne med charte­rejser til fjerne rejsemål, blot fordi det kan lade sig gøre, og brugte mere tid og flere penge på mad, så – vupti, ordner alle de problemer med økologisk bæredygtighed sig. Sagen er, at man foregøgler folk et valg, og det bruger en komplet an­svarsløs fødevareindustri, der netop er så ryggesløs, fordi den er profitmaksi­me­ret, fordi der er så store penge på spil, som bekvem undskyldning for, med henvisning til konkurrencen, at sælge underlødige produkter. Hvis nu folk som sagt droppede bilen og parcelhuset, for at rykke tættere sammen, brugte de mange

penge på økologiske produkter, altså bæredygtigt miljø, så ville vi ikke stå foran verdens undergang! Bæredygtighed som sund fornuft, ikke som et ideologisk spørgsmål, et spørgsmål for eller imod, der fører til nazisme. Ideologi, den være sig socia­lis­tisk, socialdemokratisk, libera­listisk eller kapitalistisk, er ikke noget bras, Schlüters be­røm­te ud­sagn fra 80'erne giver slet ingen mening. Ja, jeg er vred!

Hvad er ideologi da?

Forbrydelse. Eller rettere: Forbrydelsernes legitimering . Ro­mantikken er stendød. Og dermed alle ideologierne, ja, hele frihedsprojektet slutter med et selvmord eller en voldtægt.

Det kunne forklare krimigenren.

Ja? Der er naturligvis tale om ren fantasi, dog med et reelt indhold. Vi er alle forbrydere, på den ene eller den anden måde, i det store eller i det små, det er blot et spørgsmål om format. I den folkelige, eller skal vi sige demografiske sammenhæng bliver selv den mest banale lovovertrædelse til noget stort, når den finder klangbund i det folkeli­ge. Derfor: Den lille mand forguder en Brixtofte, ikke på grund af gaverne, men fordi han lyver og bedrager . Politikeren som identifkationsobjekt. Og Pia – fordi hun hader . Det kender folk fra dem selv.

Hvorfor forholder det sig sådan som her skitseret?

Folket er stupidt. Ellers ville det da ikke finde sig i at blive trukket rundt i manegen af magthaverne på denne demagogisk slibrige facon, som man har overværet (Gud bedre det). Og det igennem mange tusinde år, arvefølgen fra Satan. Ecstacy er o.k. Technofester er på den anden side simpelthen a bad trip to hell , som jeg oplevede det ved en technokoncert i Tiergarten. Det var horribelt, folk stod og huede og heilede. Livsglæde? Hitler har sejret ad helvede til! tænkte jeg og skred. Når man taler så meget om terrorbekæmpelse, burde man 1) bekæmpe bler, 2) bekæmpe technomusik og rock, samt 3) forbyde reklame.

Hvad var Deres ærinde i Berlin?

Jeg var sammen med nogle postpunkere. Eller neo-na­zis, det kom­mer sådan set ud på et. Min interesse for folket er lidt dubiøs, man gør sig visse erfaringer: Fol­ket stinker af kloreret lort, bånd knyttes i møn­stre, det gør forholdet incestuøst, i jungiansk forstand.

Er Madeline Rundsten ikke blot kynisk men også religiøs?

Man myrder sine forældre af kærlighed, ikke sandt? Man myr­der løs, af kærlighed. Bryder alle bånd, brænder broerne bag sig og realiserer den barnagtige drømmeforestilling om at være konge eller dronning i sit eget rige, altså enevoldshersker i sit eget private univers, omgivet af slaver, der kanter sig rundt mellem ligene. Her bestemmer jeg! Fremmede lades kun ind mod pant! Ja, pant i deres eget liv. De fremmede kan bestemt bruges til ofringer, så: Planken Ud. Næste! Også blodets bånd, ja, selv venskabets bånd ofres på selvforherligelsens alter. Hvem andre har glæde af det end dippedut­fabrikanterne?

Der findes ikke noget håb?

Jo, for søren da. Håbet? Det er man nødt til at tro på, også selvom det ikke indfries. Sandheden er så frygtelig, at den be­smykkes med en løgn, der er til at leve med.

Troen på en Gud?

Monoteismen? Enten tror man, eller man tror ikke. Det er som for hundrede år siden, ser det nødigt, tåler det ikke, overgreb, hjernevask etc. Jeg vil forresten gerne plædere for brugen af narkotiske hjælpestoffer. Det fører især kun godt med sig. Det mener jeg virkelig!

Men troen på at det nytter noget?

Jeg skal sige Dem en ting, troen selv er blevet kon­kret, og når naturvidenskaben samtidig har vaccineret een mod mirakler, altså trosbeviser, så lades alt håb ude, som man siger. Vi­denskaben kan i grunden ikke forklare noget. Alt dette DNA-nonsens er ganske vidst uhyggeligt fascinerende, men besvarer ikke spørgsmålet: „Hvorfor?” Og det gør spontaneitets-teorien på sin side heller ikke. Hvorfor livet kan opleves så storslået, ja, at denne følelse endog er inden for rækkevidde for mig og dig og og for os alle sammen.

Hvad gør naturvidenskaben så galt efter Deres mening?

Naturvidenskaben gør sådan set ikke noget galt, bort­set fra, at dens begrænsede horisont forvrænger helhedsbilledet. Jeg er på den an­den side ikke fortaler for noget som helst holisme-hokus-pokus, så hellere DNA, hvor tarvelig DNA-forestillingen end kan forekomme. Nturvidenskab­en forfølger sin egen inerti, ideelt set, for producenterne, kapitalkræfterne og deres lakajer: ingeniørerne og for­skerne. Sådan er det, kom så ikke med alt det humbug om „værdifri forskning”. Vi lever ikke mere i renæssancen eller til nød oplysningstiden, snarere tværtimod. Vi er vidne til en dekadence der ikke lader sig overvinde. Men vi har da lov til at håbe på en fortsættelse for vore børn!

Men de teknologiske fremskridt?

Men prisen! Frigørelsen som undertrykkelse, forbud mod fantasier, feminismen som et puritansk projekt, styret af defensiv aggression, individbaseret konformisme, det er komplet forrykt!

Er kvindefrigørelsen ikke en historisk nødvendighed?

Vi kvinder er ikke frie, måske nok frigjorte, gjort frie. Det er mændenes projekt. Kønskampen er fra familien ført ud i samfundet, er altså blevet mere om­fattende. Der kan vi så deltage i dansen om guldkalven, og dyrke teknikkens dogmer og penge som gud. Ok, hånden på hjertet: Siden hvornår er plastik med en million lumske metabolitter, som svømmer rundt i generne, denne tikkende bombe af giftigt legetøj blevet en velsignelse? Og for hvem? For nihilisten?

Dostojevskijs kældermenneske?

Den neonoplyste forstadsidyl! Mobiltelefoni som sutte­klud. Elektriciteten er en kombination af de to urgamle opfindelser: Hjulet og ilden, plus lidt smedearbejde. Et temmelig fundamentalistisk synspunkt, som jeg skal stå til regnskab for når timen er inde, nu. Straf mig, herre, jeg har været ulydig, bind mig, pisk mig , pin og plag mig, slå med de elektriske stave, ja, for jeg har været vældig, vældig uar­tig.

Skal det være lige nu?

Nej, lad os vente til søndag morgen, når regntiden sætter ind. Jeg har været meget slem, fordel straffen på flere dage, intensifer smerten, stram garrotten til mine kneblede slaveskrig forstummer! Put mig i en sæk, kast mig ud fra et fly over havet. Mmmpmpf! Adrgh! Brrrr! Nu trykker De vel ikke det her! Det må De love mig ikke at gøre! Ups!

Hvad udviklingen angår, hvad mener De så afslutningsvist at det hele ender med? For det ser da meget lyst ud?

Ups, De mener ligefrem, at fremtiden tegner lys? Sydamerikanske tilstande! Homunculus, det kunstige menneske, der ligner til forveksling, fuldkommen afrettet, ikke som en robot­konstruktion, men som genmanipuleret grøntsag med designerhjerne. Og en ny ra­ce vil opkaste sig til herre over Jorden og gøre verden grå og kedelig!

Hvor har De det fra? Deres aversion imod modernismen...

Homunculus – det er Faustmyten. Tilsat mine egne pessimistiske slutninger. Enhver kan jo tolke myten efter behag.

Kortslutninger, måske?

Det må vi håbe... I skyggen af den skønne uhygge, vildfaren i de dybe skove, fortabt i det sorte vand, forladthedsfølelsen og den lammende ensomheds kulde, den uhygge, som er guldalderens efter­virk­ning og som kaldes for romantikken eller modernismen, men som begge – og her er jeg helt enig med den vel moralske Mario Praz – er udtryk for en dekadence, eller på godt dansk: forfald . Nå, det trækker vist op til en lille byge. Skal vi stige ned fra elfenbenstårnet og forene os med folkedybet? Stolte bygningsværker, men de er hule... (Rundsten banker spøgefuldt på muren.) Den romantiske ironi opstår i bevidstheden, ønsket om dette, håbet, der opstår ved dette lille vedholdende trick, medfører en berusende drøm om nydelsens dvælende ubevægelighed under ønskedrømmens og fantasiens morderiske metamorfose, hvor hed ekstase afløses af iskold kontrol og alting størkner. Nej, vi tager elevatoren. Vigtigere end at udgive mine temmelig ligegyldige bøger var det dog at få Praz oversat til dansk, hans „Kælighed, død og djævel”, til­gængelig på en lang, lang række hovedsprog, men altså ikke på dansk. Opgøret med funktionalismen, en logisk følge af opgøret med de andre ideologier, konsekvent fulgt af oprøret mod oprøret selv... Kri­stines smukke keramik, med de perfekte, geometriske former og abstrakte grundmønstre, rene, lutrede for al selviskhed. Hør, De skulle træffe min onykofage nevø, eller Tante Tåspids og Mester Mal­her­be! De vil ikke se min brors malerier? Vi dem besøge ham lige nu! Han pønser vist på at starte en kunstner­sammen­slut­ning, der foreløbig skal hedde Manieristerne, og så vil han have mig til at skrive Det Manieristiske Manifest . Det lyder ret festligt, men jeg er bange for, han er lidt desperat, toget er vist kørt for ham. Selvfølgelig, jeg kunne gøre det...

- Er dette manifest identisk med „Hvad vi vil”?

Det gamle sludder? Det er vist gået i glemmebogen! Jeg an­er virkelig ikke, hvad det er, der foresvæver hans tågede hjerne, tro mig! Selv om jeg ikke orker at komme ind på det her og nu, da det er meget kompliceret, kan jeg forvisse Dem om vanskeligheden ved dette projekt, med mindre man overbeviser sig om, at det ikke er tilfældet, at det er gennemskueligt! Med det lille trick snyder man kun sig selv.

Er De selv med i denne kunstnergruppe?

MillennivM! Ha, jeg maler jo ikke selv! Jeg har som pur­ung til skrivebordsskuffen skrevet selveste »Det Perverse Manifest«, husk nu de kontinentale anførselstegn. Men det er jo en anden snak, der nok skal ekstrem-radikaliseres. Hils på Hans Jørgen nu! De kender ham allerede? Vi er grundlæggende enige om en del, alligevel kan han ikke føge mig helt! Malherbe da, som jeg har rejst sammen med i Afrika og Mellemøsten, eller kæreste onkel Bukseben, som er så sjov og klog, må De absolut træffe, de er ri­tig-rigtig søde! Alene hele Tadzio­ -konceptet er rigtig-rigtig meget mere spændende end jeg, det lover jeg, lyder Madeline Rundstens sidste bemærkning, inden jeg får slukket for recorderen.

Mail til forfatteren: m@rundsten.net

Til Madeline Rundstens værkfortegnelse

www.rundsten.net

www.millen.dk

 


<< Previous 1 2 3 4 5 Next >>