DEN TYSKE, I ITALIEN BOSIDDENDE KOMPONIST
HANS WERNER HENZE (1926-2012) ER DØD.

Madeline Rundsten udtaler disse mindeord fra moræneophobningen:

27. oktober 2012: Den tyske, i Italien (i Marino i Castelli Romani udenfor Rom)
bosatte avantgardekomponist Hans Werner Henze, der med udgangspunkt i 1950'ernes
Darmstädter Ferienkurse, endte som Stockhausens modpave (med den jævnaldrende tyskfødte,
i Danmark bosattte musikkritiker Hansgeorg Lenz' udtryk). MODPAVE til Stockhausens og Boulez'
forkrampede fastholden sig i den atonale "traditions" blindgyde: den konkrete musik, der fremviste
ulidelig musikaslsk fundamentalisme gennem et regelrytteri i skabelsen af en "objektiv"
og fremadrettet musik oven på 2. verdenskrigs værdisammenbrud, hvor Henze følte,
at han var kommet fra den ene form for totalitarisme (den politiske med Hitler-styret),
til den musikalske, (dodekafonien og den åkaldt musique Objectif), der begrænsede dén
kunstneriske frihed, som Hitler-tyranniets fald havde frisat, som var denne frihed opsparet),
idet henze og hans ligesindede, med HWH's egen formulering mindre var til Gurre-Lieder (Schönberg)
end Sacre (Stravinsky). Henze dominerede musik og teaterscene igennem et halvt århundrede.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg, en 37-årig kvinde fra København ganske vist, lytter til denne musik
for min fornøjelse. Indrømmet, der er sorte skygger i Henzes musik, beroende ikke så meget på den
sporadiske serialisme, som på et (lyrisk smukt afstemt) moll-præg, der kan betragtes som udtryk for
HWH's bearbejdelse af kollektiv skyld som tysker efter 1945. I HWH's skildringer af tidens misære
og ikke mindst den nazistiske fortid med dertill hørende rædselskabinet og middelalder lige midt i
modernitetens århundrede, den frygtelige 2. verdenskrig, som vi stadigvæk lever med
eftervirkningerne af på det politiske og kulturelle niveau, om end næppe mere på det menneskelige,
 al den stund der snart ikke er flere overlevende fra dengang. Men i dén henseende, er en forgænger
og protegé ud i symfonien, nemlig Karl Amadeus Hartmann, langt mere forstemmende i sine
orkestrale tidsskildringer. Men vi da stadigvæk atombomben og andre af videskabens og
teknikkens velsignelser. pesticider, genspejsninger og biler. Industrialismens tomme materialisme
udtrykkes også gennem populærkututren, eller rettere, denm går i et med den, mens Henze og
hans lige holder både spejle og modbilleder op for den læicdende (og også den selvtilfredse)
menneskehed. Der haer værer meget lidelse i Henzes liv og musik, en også megen hedonisme og
livsnydelse. Og kjærlighed forbinder sig med savn, de efterladte savn. Og nu er vi, der kendte og
dyrkede hans musik, selv, gennem, hans død som 86-årig og livstræt men aktiv indtil det til det sidste,
selv blevet efterladte. men vi kan trøste os med at have hans skønne musik. I LOVE HENZE!

Mit første møde med Henzes musik var som syv-otte årig, da jeg blev præsenteret for HWH's "TRISTAN"
- en slags kommentar til tiden for tilblivelsestidspunktet, 1973, før jeg kom til verden, og med liflige citater
af både Wagner og Brahms, hvormed Henze forbandt sig tl den store tradition indenfor vesterlandsk
og europæisk musik. Kunstmusik. Musik som kunst. Altså rigtig musik. Og så, i 1983, radiotransmissiobnen
af hans nyeste opera, Den engelske kat, med Inga Nielsen i titelpartiet som katten Minette. Og som den
uforlignelige Hansgeorg Lenz  Information skrev en medrivende rapport om fra Schwetzingen-festspillene
den forsommer. Artiklen havde overskriften "Det er farligt at leve under kattes beskyttelse".

Og så er HWH's musik skøn - og samtidig et adækvat udtryk for modernismens kulturelle krise
(de tommer koncertsale som modsvarer bombede hustomter). For Henzes eget vedkommende vendte
de dog tilbage, de unge, og dét ikke i mindst i Cantiere di Montepulciano og i Münchener Musikbiennale.
Men Danmark, København, hvor Det Kongelige Teater deponerede den ringe interesse for samtidig musik
(når det ikke var Les Misérables banale fraserinsmanøvrer og stakåndede udråb stikkende op fra de
tumultariske massescener ledesaget af sentimentaliteten) i Ligetis (for i øvrigt udmærkede) Animalen,
i stedet for - i tide - at give Henze ordet med operaen THE ENGLISH CAT (med Inga Nielsen i titelrollen
som katten Minette - mens tid var).

DEN ENGELSKE KAT havde urpremiere i 1983 i Schwetzingen med netop Inga Nielsen i hovedrollen.
Det ville have været oplagt, at tage stykket op. Men det kongelige provinsteater, dengang med alle kunstarter
under et tag, turde ikke satse på det for alvor nye, ligesom Sonningprisen, der ikke gik L'impereur
de la musique (française), nemlig Pierre Boulez og den relative undermåler Karl-Heinz Stockhausens
næse forbi, selvfølgelig fordi en atten-årig Henze uforskyldt havde været tysk Soldat i Jylland i 1945.


Hans Werner meldte sig dog ikke ind i nazipartiet, som han afskyede ligeså meget som han afskyede sin
nazistiske far, der døde under forsvaret af Breslau, og som ville have meldt sin unge, musikbegavede søn
ind i en SS-musikhøjskole, men da han opdagede Hans Werners homoerotiske tilbøjeligheder,
ved middagsbordet erklærede, at "min søn hører snarere til i KZ end i SS".

Henze fik ikke Sonnings musikpris, selvom han - udf fra et internationalt perspektiv - i højere grad
havde fortjent den en Stockhausen. Men den kolde og beregnende Herbert von Karajan modtog den jo
heller ikke, selv om han fik den tilbudt, stillede den østrigske maestro som betingelse, at medbringe sit instrument,
sine berlinske philharmonikere til prisoverrækkelseskoncerten, den fynske spillemand (Carl Nielsen)
kunne han såmænd nok affinde sig med, men hans instrument måtte man ikke nægte ham. Omvendt havde
Henze et udmærket forhold til det danske musikliv, herunder Danmarks Radio. Med Det kongelige Teater
som undtagelsen. Den danske orkesterstandard i 1970'erne var langt ringere end nu, hvor radioens og
de kongelige kapelmusikere jo på CD kan høre, hvordan det kan lyde, osteklokken er løftet af, og
orkesterbesætningen ikke længere består af dansk landrace, heller ikke landsdelsorkestrene, noget
som visse politikere vil spare på, som var kultur noget overflødigt glasur, der kunne undværes i krisetider,
hvor det for et kulturland er selve sjælen, og hvor man ikke går til koncert alene for at blive underholdt,
men for at blive lutret i sjælen og bygget op som et smukt menneske (hvis man er det). Det er Europa,
og ikke sognerådet i de jyske oplandskommuner.

Musikkens hovedstad er Wien (den østrigske hovedstad). Da byen i 1845 var bombet
til skudder mudder af russerne, var noget af det første man byggede op ikke boligerne,
men institutionerne, og mens wienerne var stuvet samen i sammenlagte lejligheder, åbnede
den sønderbombede Staatsoper, wienernes stolthed, på Ringen med Beethovens Fidelio,
om frihedens sejr over tyrraniet (Med Anton Dermota og Martha Mödl i solistpartierne),
og dirigeret af eksnazisten Karl Böhm, der dog ligesom Karajan ikke havde SS-sieg-runer
tatoveret på armene. Enhver kan se slutscenen på youtube, eftersom den blev transmitteret
af NBC, og overført til AMPEX-bånd:    

http://www.youtube.com/watch?v=nWNoBCh1ZNE.

Men det var et sidespring (og et link).

OG man bebrejder ikke, at Beethoven - oven i købet på en dyrt købt og involverende måde
- var revolutionær i det reaktionære Wien, mens Henze - ikke mindst i Forbundsrepublikken -
blev ålet for at vælge side og, efter langs tids tøven meldte sig ind i det italienske kommunistparti?
Han havde jo været bosat i Italien i et kvart århundrede, og ved kommunalvalgene i maj 1975 fik
kommunisterne flertal, bus og sporvognskørsel blev gjort gratis, hvad der forresten er samfundsmæssig ræson i.
Men så kom den kristdemokratiske rådne sæk spækket med CIA-dollars og udspredte sin rådne stank som
Fafners uhyre og muren faldt, jerntæppet lod man som om man rullede man det tilbage,
og den økonmiske frihed frisattes så at sige, mens den politiske vendte tilbage en
russiske normal (Pussy Riots). I de østeuropæiske lande og ikke mindst i Lang Langs fædreland
Kina er musikalsk uddannelse på den anden side trods alt vigtigere end alt andet (om man har talentet),
det samme gælder vore nabolande, i Tyskland og i Sverige med sine musikskoler og kor- og sangtradition,
kort sagt levende tradition, hvor de danske orkestre i stedse stigede omfang besættes af østeuropæere og
asiater, som er medvirkende forudsætning for, at niveauet er øget. Grænserne for dannelse og uddannelse
defineres af amatørisme og professionalisme, hvilke gebeter jo meget vel kan befrugte hinanden.

Selv om man ikke kommer længere end til de langsomme satser af f. eks. Waldstein og Måneskinssonaten,
så vil man alligevel ved lytning af en hvilken som helst klavermusik, også Henses "Tristan" fra 1973-75
(for klaver, lydbånd og orkester) kunne spille på luftflygel, ligesom popidioterne med deres imaginære
luftguitaristiske Jimmy Hendrix-efterligninger. Selvfølgelig går det også den anden vej, hvad Nikolai Znaider
fra Rødovre er det stolte bevis for. Og dirigerede Hans Werner Henze ikke i 1981 Hans Abrahamsens
"Nacht und Trompeten" i Berlinerphilharmonien, og er ikke alt dette ikke et tegn på at kulturen,
den europæiske, i musikken, gennemtrænger sognerådsgrænserne. Der tales i kunstnerkredse om 27-årsreglen,
om 27 år som den maksimale grænse for ern kunstner, der vil leve stærkt og dø ungt. Jimmy Hendrix,
Janis Joplin, Curt Cobain, Amy Winehouse. Vi kan også parentetisk nævne en Michael Strunge,
der jo ikke opfattede sig selv som digter så meget som "sanger" selvom hans sang elendigt, karakteristisk
hedder en af hans monomane digtsamlinger,  "Skrigerne)" (hvor alle bogstaverne er skrevet med stort og
ender med et udråbstegn, og det skal så være udstryksstærkt, og ekspressionistisk og parole-relateret på en
unægtelig overfladisk manisk insisterende måde (Strunge så sig selv som socialist, men det gjorde næsten
alle dengang), det var under berlinmuren, og selvom den slog sprækker, opdagede han det ikke i sin maniske
iver efter at overtrumfe realiteterne med det litterære forbillede (nej det var ikke Poul "Fordum"), men
den meget indflydelsesrige og smukke franskmand fra 1800-tallet, Arthur Rimbauds "Sæson i Helvede"
(hvormed ynglingen talte sig ind i hjertet på den homoseksuelle Paul Veraine, der hidtil havde levet
et borgerligt liv, men som Rimbaud, der besad psykopatiske træk, drev til vanvid i en sådan grad,
at den pæne Verlaine endog forsøgte at myrde Rimbaud, der herpå ingen anden udvej så end at blive
lejesoldat og siden slå sig ned i kolonierne. Den mulighed har europæerne forskærtset. (Sæson betyder
jo årstid, men hvilken. Hos Strunge er der altid enten sort nedstemt eller blåfrossent og spækket med
spærret skrift og udråbstegn der skriger til himlen). Rimbaud blev 37, men lagde definitivt digtningen
på hylden omkring tyveårsalderen, hvilket nok burde give forfatterskoleaspiranter, der endnu er
gymnasiaster stress i tænderskærende grad ...

<>Og når vi snakker om ny musik (altså ny klassisk musik), så er der jo altid torsdagspublikummet,
der med sine Brahms og Beethoven-ørevarmere udvandrer ligeså snart msuikken er begyndt.
De glemmer, at ligesom den sene Beethoven i samtiden voldte stærk animositet og modstand i sin samtid,
så kan musik fra anden halvdel og til nu læres af enhver, der ikke blot går efter simple danserytmer
(ofte i marchtakt) eller sentimentalt smægtende melodier, der - ligesom marchrytmen - går lige ind i trusserne.

Fy, Bering Lisberg, og alle hans talentløse teaterchef-efterfølgere på det Kgl. Teater
og alle hans af kulturel indavl bestemte ignoranter. Det nationale ikon, afbildet på pengesedler,
figur i en Erik Clausen-film, Carl Nielsen, opfattede sig ikke som avantgarde, stod uforstående
overfor den serielle msik (man kan læse det i hanms erindringer "Min fynske Barndom".
Men udfyldte et hul i den nationale selvforståelse (hvad Lange-Müller havde gjort både
langt mere elegant og langt mere nordisk og mystisk stemningsskabende, mættet med
naturforjættelseres fortættelse, med "Der var en Engang") og i andre værker, hvor man får
en klump i halsen, eller ondt i halsen, om man har oplevet den som sommerfriluftsteater
i Ulvebakkerne i Dyrehaven nord for København. "Carl Nielsen er" - som min nu afdøde ven,
Informations (Pladen Rundt mm.) og Danmarks Radios (Pladeforum mm.) musikkritiker og kritiker
mere end anmelder, Hansgeorg Lenz (1926-2011) der bragte nyt fra den store verden af musik -
aforistisk bemærkede, "stor. Men mystisk - det er han ikke". Sibelius derimod - for at tage en
 samtidig nordisk tonesætter, undskyld tone kunstner , er stor - og mystisk. Men sådan er Danmark.
Noget som løber til ende eller som man får overstået - som mæslinger. Danmark er en børnesygdom,
der forudsætter det skurrile talesprog med dets sære strubelyde og mavepustere. Dansk burde kun
overleve i skriftsproget som mellemproportional mellem de tre skandinaviske sprog - og lad os så
i stedet tales norsk - det er jo det samme sprog - eler svensk - og antage deres musikkultur, der jo
også omfatter Björn Ulvaeus og Abba og Carola - og Vilhelm Stenhammer (1971-27) og Sibelius,
født i Tavastehus, eller Hämeenlinna på suomi-finsk, som tilhørende den finlandssvenske elite,
i Finland. 1864-ouverturen, som en ung dansker fyrede op med i brændeovnen - og så Finlandia.

Udkantsdanmark. Hele Danmark er ret beset - udkant. Ikke fordi det ligger i Norden, men som
trædepude og det kan dårligt blive meget mindre-mentaliteten. Det betyder ikke, at København
eller Århus (der kalder sig Aarhus, prøv at udtale det!) skal overkompensere ved at ligne Manhattan,
men jyderne er da vist ikke særlig stolte af København, siden de sender alle disse jyske politikere
til Christiansborg og endog til Rådhuset i Københavns Kommune. Kulturministeren (Elbæk)
har slået sig op på sport, vil hellere til OL (når det skal være noget stort) end gå i operaen.
Kunstopfattelsen ligger ikke så langt fra Per Arnoldis glade farver. This accident is a ...
a conceptuel work of art.

Ignoranter. Var det ikke noget for Hübbe at sætte Henzes handlingsballet Undine (fra 1957) op ...
på duppperne... Imodsætning til Stockhausens infiltrede støjflader og Boulez med sine sprøjtelakerede,
akustisk sterile legomoduler - fremstår Henze i det mindste for mig som den gyldne middelvej,
med sin ekspressive, lyrisk bårne, men ofte dramatisk realiserede romantik eller romanticisme
(en glose taget fra litteraturhistorien), med en Klaverkoncert nr. 2, badet i det azurblå Middelhav,
der bringer os langt væk fra Rachmaninovs ikke mindst gennem filmbenyttelse forslidte
og drivende sentimentale (det var også var Mahlers møllesten om halsen sammen med det
bipolært psykiske), men ikke desto mindre magisk storslåede Klaverkoncert nr. 2.
Måske netop det sentimentale betinger den folkelige appeal.

Men Darmstadt (Ferienkursen) var gennemsyret af den ny saglighed, og immun overfor
nazistisk-æstetiske følelsesmanipulationer (som ligger implicit i al nationalt farvet musik,
også Lange-Müller såvel som i Carl Nielsens karske og rødmossede spejdersange. Men HWH,
vestpfaler og dansker, ophavsmanden til Tre violinkoncerter, på CD udgivet på Naxos til ingen penge,
hvoraf den ene er HWH's bud på romanfiguren og komponisten Adrian Leverkühns indtil da
ikke reelt eksisterende violinkoncert i Thomas Manns roman Doktor Faustus (fra 1947).

Mine tanker går til komponisten Hans Abrahamsen, og ikke mindst til smykkekunstneren
Torben Hardenberg, der var personlig ven af HWH.

Men den kongelige opera (eller hvad den nu hedder under kunstarterne i denne statslige koncern
omend under hvert sit tag) er opera som museumsteater (bortset fra de i friløb parallelt løbende
instruktørers kontaktfri forhold til de værker, de sætter i scene - herunder den aldeles talentløse
eksportartikel Kasper Holten (dén fyr er virkelig klam!). Nej, så langt hellere Michael Melbye,
der blev holdt væk fra nationalscenen!

Men det hele kan næsten være lige gyldigt, når man står med Henning Larsens hul af en operabygning,
et rum berøvet akustik (eller den forsvinder op i det af udvalsede øldåser indsvøbte, klodset
"skulpturerede" snoreloft). passende for Danmark, dette imposante provinshul. Korsbæk røv.
Madeline Rundsten, 2. november 2012.

tilbage til Millen.dk - forside.